Film

Vampyrer ville vælge Budweiser

"Fright Night 3D"

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Charlie (Anton Yelchin) er naboteenageren, der får vampyren Jerry (Colin Farrell) til nabo. Det betyder, at der må gang i sløjdarbejdet og snittes kors og små træspyd i stor stil.

Dum har tre bogstaver og sjov fire. Horrorfilmen "Fright Night" er både dum og sjov, og jeg ville ønske, at jeg kunne finde et tredje ord, der kunne beskrive de to ord i ét, ligesom jeg ville ønske, at jeg havde halve stjerner på mit tastatur. For filmen "Fright Night" fortjener hverken tre eller fire stjerner, men noget midt i mellem. Men vælges skal der jo, på film og i virkeligheden, så derfor kære Craig Gillespie, instruktør af "Fright Night 3D": Du får fire små stjerner, for træerne vokser jo ikke ind i himlen, og de fleste vampyrfilm er mere splat end plot, de fleste også set før, og det gælder jo i særdeleshed også din "Fright Night", der er en remake af filmen med samme navn fra 1985 af instruktøren Tom Holland. Remakes er ofte makværk, men Craig Gillespies udgave er slet ikke dårlig Historien i "Fright Night" er kort fortalt den klassiske gyser om, at en fremmed flytter ind ved siden af. Han virker flink og duelig med håndværk, men bag smilet gemmer der sig en stjernepsykopat. I "Fright Night" oven i købet en lækker-psyko-vampyr ved navn Jerry (Colin Farrell). Uheldigt sammenfald af egenskaber, må man konstatere og meget uheldigt for teenageren Charley (Anton Yelchin) og hans alenemor (Toni Collette), at vampyren Jerry af alle steder vælger at bosætte sig ved siden af dem i forstaden til Las Vegas, Nevada. Charley bliver ellers advaret om naboens tænder af klassekammerat og brilleaben Ed (Christopher Mintz-Plasse), men lytter ikke, da Charley er bange for at miste sin smarte kæreste Amy, hvis hun opdager, at han engang var venner med nørdede Ed. Først da Ed ikke møder op i skolen, begynder Charlie at undersøge hans forsvinden og den nye nabos færden. Og så går der ellers vampyrfilm i den. Der snittets træpinde, som en anden Emil fra Lønneberg, der dekoreres med guirlander af hvidløg og kors i vinduerne, og der søges tvivlsomme råd hos vampyreksperten, Peter Vincent. Det er alt sammen virkelig morsomt og ikke særligt uhyggeligt, trods enorme tænder og litervis af teaterblod. Filmen "Fright Nights" styrke er klart dens humor, og der er flere uforglemmelige scener, blandt andet af en ret ophidset Colin Farrell med et Hus-til-salg skilt boret igennem sig. Men filmens bedste og sjoveste scener er klart dem med vampyreksperten Peter Vincent, spillet af den skotske skuespiller David Tennant, der blandt andet er set i Harry Potter. David Tennant løfter "Fright Night" ud over det forventelige med sit komiske talent i rollen som kujonen, der gemmer sig bag braller og store mængder alkohol. Men kujonen træder selvfølgelig i bævende karakter med læderjakken foret med sylespidse træpiller og følgende ord: "Jeg gad heller ikke at være sammen med den mand jeg var blevet." Ovenfra set så er "Fright Night" den ubesværede måde at omgås tilværelsens svære temaer som venskab, svigt, kærlighed, mod, manddomsprøve og "sande" værdier på. Reklameverdenen er rigtig god til at fortælle den slags historier, og derfor er det måske heller ikke overraskende at instruktøren bag "Fright Night" 2011, Craig Gillespie, har gjort sig i den branche og ved, hvordan man sælger, også produkter i filmen, som for eksempel, da vampyren Jerry, efter mørkets frembrud, banker på hos Charley for at låne øl, og Charley svarer: Ja, selvfølgelig. Er det i orden med Budweiser? Ja, ja, det er helt fint, siger forstads-Dracula, kun ærgerlig over, at han ikke blev inviteret ind. Katja Christensen katja.christensen@nordjyske.dk "Fright Night 3D", 2011 USA Instr.: Craig Gillespie tilladt o. 15 år 1 time og 40 minutter Danmarkspremiere