Vanæret topchef for CBS kan ende med at få formue

Hvis påstande om seksuelle overgreb ikke holder vand, vil CBS betale fratrådt chef 120 millioner dollar.

Ritzau
Leslie Moonves står til at modtage en fratrædelsesgodtgørelse svarende til næsten trekvart milliard kroner fra det amerikanske medieselskab CBS, hvis beskyldninger mod ham om seksuelle overgreb viser sig at være uden hold i virkeligheden. Foto: Drew Angerer/arkiv/Ritzau Scanpix
Kultur 11. september 2018 03:51

Den fratrådte topchef for den amerikanske mediegigant CBS Corp, Leslie Moonves, kan blive styrtende rig, hvis beskyldninger mod ham om seksuelle overgreb og chikane viser sig at være grundløse.

CBS oplyser mandag, at det vil betale Moonves 120 millioner dollar, hvis en intern efterforskning ikke underbygger de beskyldninger, som udløste hans fratrædelse. Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AP.

CBS har afsat beløbet, der svarer til 772 millioner kroner, hvis Moonves ender med at blive renset.

Leslie Moonves har siden 2006 været administrerende direktør for CBS, og ifølge Reuters har han forvandlet en gammeldags og støvet tv- og radiostation til en succesfuld medievirksomhed.

Moonves har været blandt de mest respekterede ledere i den amerikanske underholdningsbranche, indtil han i juli blev anklaget for upassende opførsel.

Søndag rettede seks kvinder i magasinet The New Yorker detaljerede beskyldninger mod den 68-årige Moonves om seksuelle overgreb. Hændelserne skal have fundet sted fra 1980 og godt 20 år frem.

Få timer senere annoncerede CBS, at Moonves ville trække sig som formand og administrerende direktør.

Samtidig oplyste selskabet, at det vil donere 20 millioner dollar i støtte til MeToo-bevægelsen og foreninger, der kæmper for ligestilling.

En af kvinderne, en højtstående tv-chef, anmeldte Moonves til politiet sidste år. Politiet i Los Angeles betragter ifølge The New Yorker kvindens vidneudsagn som "pålidelig".

De påståede overgreb ligger imidlertid for lang tid tilbage, til at myndighederne kan rejse tiltale mod Moonves.

Moonves erkendte søndag i en udtalelse til The New Yorker, at tre af de møder, som magasinet omtalte, havde fundet sted, men beskyldningerne om overgreb afviste han som "usandfærdige".

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...