Vand bliver Danmarks nye eksporteventyr

Handelsminister Pia Olsen Dyhr ser store muligheder i vandteknologi. Det bliver svært, advarer DI.

Vand bliver Danmarks nye eksporteventyr

Med den rette indsats kan Danmark i 2020 sælge vandteknologi for 10 milliarder kroner om året alene til Kina, viser nye tal fra Udenrigsministeriet. Det skriver Politiken.

Handelsminister Pia Olsen Dyhr (SF) ser vandteknologi som nøglen til det største danske erhvervseventyr længe.

- Vand er det nye guld, siger hun til Politiken.

Når vandteknologi og andre grønne produkter fremover bliver eftertragtet, hænger det sammen med, at antallet af forbrugere vokser fra omkring én milliard i 1990 til fire milliarder i 2030.

Rigtig mange af de nye forbrugere er kinesere. Ifølge Udenrigsministeriet vil hver fjerde kineser snart stå uden adgang til rent drikkevand.

For at undgå det investerer Kina nu omkring 3500 milliarder kroner i vandsektoren - penge, som Olsen Dyhr vil have fingre i.

Dansk Industri (DI) er med på ministerens vision, men advarer dog om, at regeringen opstiller forhindringer, der gør det svært at vinde den omstilling til produktion af grønne produkter, som stadig flere af verdens lande satser på at leve af i årene, der kommer.

Direktør i DI Lars Goldschmidt peger især på, at Danmark er verdens absolut dyreste land at producere i på grund af vores høje skatter og grønne afgifter.

- Det er en elementært dårlig idé. Det betyder, at virksomheder dør eller flytter ud af landet. Det bliver der ingen grøn omstilling ud af, siger Lars Goldschmidt til Politiken.

/ritzau/