Thisted

Vand som fra en haveslange

To 1.-klasser måtte genhuses, efter at vandet begyndte at strømme ned fra Rolighedsskolens flade tag

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Adgang forbudt til de to klasselokaler, hvis ødelagte loftplader kan være sundhedsskadelige.

Først kunne en enkelt papirkurv klare det, da det begyndte at dryppe ned fra loftet i 1.a's klasselokale på Rolighedsskolen i Thisted. Så kom vandet også andre steder fra, og der blev hentet flere spande. Men efter nogle timer måtte læreren, Rie Rasmussen, ind på skoleinspektørens kontor og meddele, at nu gik den ikke længere: - Vandet stod ned i en stråle så tyk, som var en der en, der stod med en haveslange. Den ene spand kunne knap nå at blive tømt, før den næste var fyldt, fortæller skoleinspektør Per Sejer Hansen. Han måtte i hast finde genhusning til både 1.a og 1.b. Sidstnævntes klasselokale kun er adskilt med en foldedør fra den vandskaderamte parallelklasse. Evakueringen af de to klasser blev ikke mindst påkrævet, fordi de bløde loftsplader efterhånden begyndte at gå i opløsning og falde ned. Der er tale om såkaldte karlitplader, fremstillet af stenuldsfibre. Det er sundhedsfarligt at opholde sig i lokalet, når disse plader pilles ned eller går i stykker. Derfor er de to klasselokaler nu blevet afspærret. Synderen er Rolighedsskolens flade tage. Den slags tage var populære, da skolen blev bygget i 1970'erne. Men siden har det adskillige gange vist sig, at det ikke er nogen smart konstruktion. Især ikke, når sne og is - som i denne uge - bliver afløst af tøvejr.