Udland

Vandaler i Mali går løs på kulturskatte

FN-gruppe er chokeret over islamisters vandalisering af sufi-monumenter, der regnes som verdens kulturarv.

Vandaler i Mali går løs på kulturskatte

FN's kulturorganisation, Unesco, er bestyrtet over, at islamister i Mali med tilknytning til al-Qaeda tidligere lørdag angreb helligdomme i byen Timbuktu og vandaliserede dem.

Helligdommene er netop sat på Unescos liste over de vigtigste kulturskatte i verden.

- Dette er en tragisk nyhed for os alle og endnu mere for beboerne i Timbuktu, der har hæget om og bevaret disse monumenter i mere end syv århundreder, siger Jelenor Mitrofanova, der leder Unescos årsmøde i Skt. Petersborg.

Det er islamistiske fundamentalister fra organisationen Ansar Dine, som tidligere lørdag med Kalashnikov-rifler og hammere - mens lokale beboere så chokeret til - gik løs på de gamle Sufi-helligdomme.

- De har allerede fuldstændig ødelagt Sidi Mamouds mausoleum og to andre. De siger, at de vil blive ved hele dagen og ødelægge alle 16, fortæller en lokal journalist til nyhedsbureauet Reuters.

Ansar Dine anser Sufi-udgaven af Islam for "haram" - forbudt - og har svoret, at de vantros monumenter vil falde.

- Ansar Dine vil i dag ødelægge ethvert mausoleum i byen. Alle uden undtagelse, siger den islamistiske organisations talsmand, Sanda Ould Boumama.

Han antyder, at vandaliseringen sker som en reaktion på, at Unesco tidligere på ugen udråbte helligdommene i Timbuktu til en del af verdens kulturarv.

Ødelæggelserne giver mindelser om dem, som Taliban i Afghanistan stod bag i 2001. Her blev to kæmpemæssige Buddha-statuer, der var på Unescos liste, sprængt med dynamit.

Ansar Dine sikrede sig i foråret sammen med andre islamistiske grupper kontrollen over stort ørkenområde i det nordlige Mali efter et kaotisk militærkup i hovedstaden, Bamako, i marts.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.