Vandets mand i Biersted i 25 år

Myreflittige Elmer Bendtsen blev fejret af venner, familie og forbrugere ved reception på Biersted Kro

Lone Hejlskov
Selv om der var vin og øl på bordet til receptionen, snupper Elmer Bendtsen gerne et glas vand. Og han er stolt af det gode vand fra Biersted Vandværk. Foto: Lars Pauli
Vandforsyning 15. januar 2007 05:00

BIERSTED: Det var ikke vand, men derimod rødvin og øl, der var i glassene, da formanden for Biersted Vandværk lørdag blev fejret på Biersted Kro. Men der var også grund til fest. Elmer Bendtsen har været medlem af vandværkets bestyrelsen de sidste 25 år, heraf de 13 år som formand, og derfor havde kollegaerne valgt at holde en reception. - Vi synes manden har været flittig og har fortjent det her, siger kasserer Henning Larsen. Godt 50 personer, forbrugere/borgere, familie og venner var mødt op - til stor glæde for hovedpersonen. - Jeg er utrolig overrasket over alle de gaver og de mennesker, der er kommet i dag. Det er meget flot, siger 69-årige Elmer Bendtsen. - 25 år er lang tid, men årene smutter jo bare, og fortæller, at han ikke har planer om at stoppe nu, men lige snupper et par år mere, for han er glad for det ulønnede arbejde. - Vand er et produkt, man sælger og for mig er det vigtigt, at vores vandværk fungerer perfekt og at det er ført up-to-date. Det er meget spændende at være med til at fremstille et produkt, som alle byens borgere har glæde af, siger han og har svært ved at skjule sin stolthed over vandværket. - Jeg kan ikke lade være med at prale af, at vi har en meget god vandkvalitet i vores vandværk. Mange ting har dog ændret sig gennem årene. I dag klarer mekanikken det meste, men tidligere var det helt naturligt, at en fra bestyrelsen måtte hen på vandværket, når der var problemer. - Når bageren eksempelvis ringede midt nat, at der ikke var noget vand, så måtte man i kedeldragten over pyjamas’en og så af sted. I dag er vi måske af sted en gang hvert andet år, og det er som regel efter, at der har været strømsvigt.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...