København

Vandfaste oplevelser

København er fuld af vand.

Vandet i København er andet end Den Lille Havfrue. Hvis du er vild med vand, kan du både få masser af den på gåture, svømmeture eller sejlture. Gå en tur rundt om søerne, som ligger midt mellem centrum, Frederiksberg, Nørrebro og Østerbro. Aller sydligst ligger Planetariet med det tidsindstillede springvand i den nederste Skt. Jørgens Sø. Springvandet symboliserer døgn, uge og måned og roterer derefter. Et springvand roterer i syv minutter - et minut for hver ugedag - mens et andet springvand roterer i 29,53 minutter, svarende til det antal døgn der går fra nymåne til nymåne. Videre langs søerne på vestsiden kan du gå hele vejen op til Østerbro og undervejs holde pause ved en af cafeerne med udendørsservering. Vil du hellere i vandet end gå rundt om det, så hop i havnen. På Islands Brygge er der både voksen- og børnebassiner, og bassiner til dem, der vil lave udspring eller svømme langt. Copencabana ved Fisketorvet er det andet af Københavns to havnebade. Også her er der plads til børn, voksne og motionister. Vil du hverken gå eller svømme, så hop i stedet på den obligatoriske Kanalrundfart i Nyhavn og nyd en kold fadøl eller sodavand, mens båden viser dig København set fra vandet. Turen viser blandt andet Operaen, Den Lille Havfrue, Christianshavn og Den Sorte Diamant, afhængigt af hvilken rute du vælger. Skal frokosten spises ved vandet, kan du alternativt til Nyhavn vælge at tage ud til Halvandet. Hvis du i forvejen vil på kanalrundfart, så tag Canal Tours grønne rute og hop af ved stoppet Halvandet. Her er der både plads til solbadning, frokost og fest om aftenen. Og hvis solbadningen bliver for kedelig, så prøv rodeotyren, vandforhindringsbanen, kajakpolo eller sumobrydning.