Vandforsyningen holder åbent hus
Vandets Dag markeres blandt andet i Aalborg

Vandforsyningen holdt også åbent hus på Vandets Dag sidste år. Da dukkede der et par hundrede interesserede op. Arkivfoto: Michael Koch
22. marts er udnævnt til Vandets Dag af FN, og det markeres over hele verden, blandt andet i Aalborg, hvor vandforsyningen holder åbent hus på Sønderbro 53 i eftermiddag mellem 14 og 17. - Vi vil gerne støtte op om initiativet, fordi det er så vigtigt med rent vand, siger Klaus Kolind-Hansen, chef for Aalborg Kommunes vandforsyning. Han glæder sig over, at vi herhjemme er godt stillet med rent og godt grundvand, og vil gerne vise interesserede borgere noget om, hvordan vandforsyningen arbejder. Derfor vil der hele eftermiddagen være arbejdende værksteder og udstillinger blandt andet om pleje af grønne arealer uden brug af sprøjtegifte og om hvor forbrugernes vand kommer fra. Gæsterne vil også kunne se en rørlæggerbil og få vist, hvordan vandrør svejses sammen, og selvfølgelig er der udskænkning af koldt vand fra vandbaren. Her kan man også se prisen på et glas postevand i forhold til et glas vand fra flaske. På vandforsyningens vandtekniske museum forsøger de ansatte at starte museets klenodie, en B&W-dieselmotor fra 1907 - og at holde den kørende... Udover det kolde vand byder vandforsyningen også på kaffe eller te, og der bliver mulighed for at bage pandekager over bål, oplyser Klaus Kolind-Hansen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.