Skolevæsen

Vandhunde fra Brovst krydser grænser

Elever glæder sig over ugentlig svømning i Jetsmark Hallen

jannik.jacobsen@nordjyske.dk BROVST: Ved kanten af bassinet står en lyshåret pige i en rød badedragt. Rundt om fødderne ligger orange svømmefødder, blå flydeplader og gule dykkerringe af gummi. Svømmeundervisningen i Brovst er en succes. Hver onsdag kører en bus i pendulfart - fra Brovst til Pandrup og tilbage igen - så alle elever i 4. klasse lærer at svømme. Indtil dette skoleår har svømning ikke været på skemaet i skolerne i Brovst. Det er det nu. Derfor myldrer eleverne fra Skovsgård Skolen ud af omklædningsrummene, hen og venter utålmodigt ved det lyseblå bassin. - Jonna må vi godt hoppe i nu? Sådan spørger pigen med den røde badedragt. Plask! - Interessen er der fra start, siger Jonna Smith, svømmelærer på Skovsgård Skole. Sammen med en instruktør fra svømmehallen, underviser hun børnene i brystsvømning og crawl. Nede i det blå vand okser eleverne rundt med blå flydeplader foran sig. De plumper og sprøjter, når de sparker benene op og ned efter sig i overfladen. I dag træner de "crawlben" og svømmer rundt på rad og række i cirkler - som ænder i en dam. - Børnene glæder sig til svømmeundervisningen og snakker om det i dagene op til. De fortæller, at de har fået ny badedragt eller kommer med nye lege, siger Jonna Smith. Pludseligt crawler børnene hen til bassinkanten og kigger lyttende op på læreren. En spinkel knægt med korkbælte og lidt for store svømmebriller mangler. Han flyder stadigvæk rundt ude i midten af bassinet. Ved at svømme som en hund manøvrerer han sig usikkert frem til enden af bassinet og bruger kanten som gelænder. Langsomt - men sikkert - bevæger han sig hen til resten af flokken og kigger opmærksomt op fra vandet. - I starten var der et par stykker, der havde vandskræk. Nu er de ikke bange for at gå i bassinet og for-tæller gladeligt om det, siger Jonna Smith. Eleverne er inddelt i to hold: Et for øvede og et for knap så øvede svømmere. Ved de øvede, står syv børn fint i geled, mens instruktøreren dirigerer fra kanten. En ottende mand dykker gennem kammeraternes spredte ben. Fra den ene ende af geledet til den anden og gisper, da han skyder op af vandet. - Fri leg, råber en dryppende dreng med retning mod vipperne. På et splitsekund fyldes bassinet med plader og tårne af skumgummi. De modigste kravler op og hopper ud fra den vippe, der hænger tre meter over vandkanten. Det runger i Jetsmark Hallen, da en knægt på vej ned ruller sig sammen til en kugle. Boooooooooom! Ungerne svøber sig ind i håndklæder og lunter ned til det sted, hvorfra de gjorde deres entre en halv time tidligere. Jetsmark Hallen efterlades underligt stille: 26 vandhunde fra Brovst har forladt bygningen for at drage hjem til skolen.