Miljø

Vandmasser oversvømmer veje og kældre i Sydøstjylland

I Jylland og på Fyn melder politiet om flere oversvømmede veje og opfordrer bilister til at køre forsigtigt.

Der meldes om oversvømmelser flere steder i Jylland og på Fyn efter et voldsomt regnvejr fredag. (Arkivfoto)

Der meldes om oversvømmelser flere steder i Jylland og på Fyn efter et voldsomt regnvejr fredag. (Arkivfoto)

VEJLE:I Vejle kæmper myndighederne fortsat med at få pumpet vand væk fra den centrale del af byen. Det fortæller vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Jørn Bystrup tidligt lørdag morgen.

- Det er ved at være nogenlunde løst i Vejleby. Her er det fortsat kun Gormsgade, der er afspærret. De andre veje er blevet åbnet igen, siger han kort efter klokken fem.

- Men syd for Vejle har vi fortsat problemer med sporadiske vandstigninger i viadukter og sådan noget, siger han.

- Men ellers begynder det at se fornuftigt ud igen, tilføjer Jørn Bystrup.

Natten til lørdag var meldingen noget anderledes. Her lød det fra vagtchefen kort før klokken et, at brandvæsenet og beredskabsstyrelsen var i fuld gang med at pumpe vand væk fra midtbyen omkring Vesterbrogade og Vedelsgade.

Han fortalte også, at en del kældre i området er oversvømmet. Både hos private og forretninger.

De store vandmasser fra det voldsomme regnvejr betyder også, at der har været en del færdselsuheld på motorvej E45 omkring Kolding og Vejle.

Ifølge Jørn Bystrup har Sydøstjyllands Politi fået omkring 25 anmeldelser om færdselsuheld i løbet af fredag aften og omkring fem anmeldelser i løbet af natten til lørdag.

- Der er tale om uheld som følge af akvaplaning. Altså hvor bilen mister vejgrebet, fordi den kører oven på vand, sagde han natten til lørdag.

Der er udelukkende tale om materielle skader. Ingen personer er kommet noget til.

Også hos Syd- og Sønderjyllands Politi samt hos Fyns Politi bliver der tidligt lørdag morgen meldt om store oversvømmelser.

- Vi har en del oversvømmede veje. Det er faktisk i hele kredsen. Det eneste område, der er sluppet fri, er Varde, siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Ivan Gohr Jensen lørdag morgen.

- Vi har haft to mindre uheld som følge af det her, men uden personskade, tilføjer han.

Hos Fyns Politi opfordrer vagtchef Hans Jørgen Larsen bilister til at køre forsigtigt.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst