Vandplaner er ugyldige

En høringsfrist på bare otte dage var for lidt, fastslår Natur- og Miljøklagenævnet. Derfor bliver 23 statslige vandplaner nu ophævet

At vandplanerne nu bliver taget af bordet, får konsekvenser for tusindvis af landmænd og andre lodsejere over hele landet. <i>Foto: Peter Mørk</i>

At vandplanerne nu bliver taget af bordet, får konsekvenser for tusindvis af landmænd og andre lodsejere over hele landet. Foto: Peter Mørk

NORDJYLLAND:På baggrund af en klage fra Landbrug & Fødevarer, ophæver Natur- og Miljøklagenævnet nu vedtagelsen af de 23 statslige vandplaner. Begrundelsen er, at der i forbindelse med implementeringen af vandplanerne blev givet en høringsfrist på bare otte dage.

Statens vandplaner får kæmpestore konsekvenser for tusindvis af lodsejere, landmænd og sommerhusejere, og nu vurderer den uvildige klageinstans, Natur- og Miljøklagenævnet, at de berørte lodsejere ikke er blevet hørt i tilstrækkelig grad.

- Vi er meget tilfredse med afgørelsen, og jeg er meget tilfreds med, at der nu bliver lejlighed til at komme ned i maskinrummet igen og lave dele af vandplanerne om. Vi ser frem til at blive inddraget i den proces, siger formand i Landbrug & Fødevarer Martin Merrild.

Klassifikationen af vandløb skal, ifølge Landbrug & Fødevarer, laves om. I vandplanerne ændrer man vedligeholdelsen af 5300 kilometer vandløb, men en del af disse er ifølge Landbrug & Fødevarer slet ikke vandløb – men afvandingskanaler.

Da miljøministeriet præsenterede de statslige vandplaner første gang, væltede det ind med høringssvar. I løbet af høringsperioden på seks måneder afgav mere end 4000 mennesker høringssvar.

Efter en justering af planerne fremlagde miljøminister Ida Auken igen planerne i december sidste år. Herefter blev der givet en høringsfrist på bare otte dage - og det udløste klagen fra Landbrug & Fødevarer til Natur- og Miljøklagenævnet

- Randzonerne, kravet om yderligere efterafgrøder og vandløbsindsatsen kommer til at koste erhvervet rigtig mange penge. Derfor er det vigtigt, at regeringen afventer Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger, der ligger klar til marts, understreger Martin Merrild.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.