Vandrehjem skrider fremad

Dronninglund 1. maj 2003 08:00

FLAUENSKJOLD:- Vi har lige haft konfirmation her i søndags, siger næstformanden i krogruppen i Flauenskjold, Hans Jørn Dodensig. Han viser indenfor i "Pejsestuen" på den gamle Flauenskjold Kro, der nu er omdøbt til Jyske Ås Vandrehjem. Krogruppen har istandsat den vestlige del af den gamle krobygning. Alt er nyt her, der er blevet etableret et nyt køkken, et handicaptoilet og et nyt stor fællesrum med pejs og plads til 40 gæster. 35 frivillige har på skift været i sving. - Det er borgerne, der har finansieret det her, og det er dem, der skal have glæde af det, siger Hans Jørn Dodensig. Man er begyndt her, så man kunne få indtægter og bygningen kunne bruges og ikke fremstå som en spøgelsesbygning. - Vi har ingen anelse om, hvor mange timer, vi har brugt her, men der er blevet arbejdet hver weekend siden september. Den gamle biograf- og balsal skal rives ned, det sker først, når krogruppen får skaffet penge til formålet fra nogle fonde. - Her svingede vi pigerne, så det fløjtede, siger Hans Jørn Dodensig med et grin. Foran den gamle biografsal bliver der reception, og der etableres et glasparti. Det er kun den oprindelige krobygning, der bliver stående, tilbygningerne bliver jævnet med jorden. Der laves to nye sale med høj rejsning. Alt skal renoveres her, for kroen var ifølge Hans Jørn Dodensig meget dårlig vedligeholdt. Loftet og kromandens gamle lejlighed er også blevet ryddet. Krogruppen har ingen anelse om, hvornår vandrehjemmet med plads til 60 overnattende gæster står færdig, det kommer an på pengene. Det er også meningen, at forbipasserende skal kunne købe et måltid mad på stedet. - Det kan ikke passe, at vi skal til Frederikshavn eller Dronninglund, hvis vi skal købe mad, siger formanden Bjarne Nielsen. Tidligere var kroen kendt som et godt spisested, der trak mennesker til byen. - I gamle dage kunne du ikke få en parkeringsplads her, så mange var der på kroen for at spise, siger Bjarne Nielsen. På tirsdag mellem klokken 19-21 er der åbent hus i bygningen, hvor interesserede kan se lokalerne og få en snak med krogruppen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...