Sæby

Vandring i historien

SÆBY:Sæby Museum har startet forberedelserne til en nyskabelse. Det er skiltningsprojektet "Historiestien", som gerne skulle være klar til turistsæsonen næste år. Planen er, at historiestien skal være en vandring gennem Sæbys historie fortalt ved skiltning på udvalgte steder. Initiativtagerne forestiller sig, at ruten kan tage sit udgangspunkt ved Sæby Havn og ende ved Teaterhuset Skovlyst i Sæbygaard Skov. Planen går på, at der samtidig udarbejdes en folder, der sætter byens fysiske udviklingshistorie i centrum. Desuden skal folderen sammenbinde oplysningerne på de skilte, der indgår i projektet. Folderen skal kunne købes både på Sæby Museum og på Sæby Turistkontor. Sæby Museum satser på at udvikle skiltningsprojektet "Historiestien" i vinterhalvåret. Det vil ske i nært samarbejde med Sæby Byråds tekniske udvalg og teknisk forvaltning på Sæby Rådhus.