Brønderslev

Vandt test-tur til Norge

Ekstra ferie-oplevelse for Brønderslev-familie

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Aktiv ferieform. Privatfoto

BRØNDERSLEV:Familien Ellesgaard har denne sommer været på en uventet ekstra ferie - de har nemlig vundet en ferie i en konkurrence, som feriestedet Destination Trysil havde udsat. Eneste krav var, at familien, der også tæller tre børn, skulle teste faciliteterne, som blandt andet tæller et badeland, hvor vandet skulle afprøves, en buffet på færgen, som skulle smages, og ikke mindst køreture i et stort område, der kaldes Trysil Bike Arena.

Trysil er ellers noget, man normalt forbinder med skiferie.

- Men de er ved at lave det, så man også kan få folk til at komme op om sommeren, fortæller Marie Ellesgaard.

Hendes mand, Jan Ellesgaard, cykler rigtigt meget på mountainbike, og også for ham var der cykelruter med udfordringer.

- Der er til alle niveauer, man kan tage børn med, som ikke cykler ret meget, og der var også noget for Jan, fortæller Maria Ellesgaard.

Det foregår i kuperet terræn og meget ned ad bakke.

- Det er stier, der er ryddet gennem skoven, fortæller Jan Ellesgaard.

Også børnene Emil og Oliver på otte år og Mathias på 10 kunne familien finde passende udfordringer til, og cykelbanerne var mærket med farver efter sværhedsgrad som man kender det fra skiløjper.

Der var gode muligheder for at cykle. Privatfoto

Der var gode muligheder for at cykle. Privatfoto

En af ruterne går nedad bakke syv kilometer i træk, og man kan tage op til toppen igen med lift, hvor der også er plads til cyklen.

Der er også stier eller nærmest baner, der er lavet af træ, som man kan cykle på.

- Nogle af banerne er lavet i lærketræ, som ikke er så glat, fortæller Maria Ellesgaard.

Undervejs på turen skulle familien svare på nogle spørgsmål, ligesom de også blev filmet noget af tiden.

Og der var et aktivt program, hvor de blandt andet også var på rafting og oppe på en sæter.

Familien kan godt lide den aktive ferieform.

- Det er mega dejligt, siger Maria Ellesgaard.

Jan Ellesgaard kan fint forestille sig, at han ville kunne se og prøve meget mere af det store cykelområde, hvis han for eksempel tog derop med cykelklubben.

Men også som familieferie kan de godt lide stedet. Og børnene var glade.

- Det var sjovt, fortæller Oliver.

- Vi cyklede på nogle ruter, og så var vi ude at rafte på en lang sø. Det sjoveste var helt klart at cykle, siger Mathias, der også synes, at det var lidt hårdt - men sjovt.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst