Vandforsyning

Vandværk klar til mange nye forbrugere

Hjortdal Vandværk venter 160 nye brugere fra sommehuse og hoteller

HJORTDAL:Der er gang i byggeplanerne i Hjortdal og Slettestrand, og det kommer Hjortdal Vandværk til at kunne mærke i år, venter formanden Ole Kornum. - Vi er nu godt 600 forbrugere, men regner med at få 160 nye, efterhånden som der bliver bygget nye sommerhuse og hotellerne bliver udvidet, oplyser han forud for generalforsamlingen i aften på Feriecenter Slettestrand. Mødet skulle have fundet sted i sidste uge, men blev aflyst på grund af snestormen. Ole Kornum tilføjer, at der er rigeligt vand at tage af til de nye forbrugere. - Vi må oppumpe 130.000 kubikmeter, men bruger kun 87.000 nu, så det går nok. Vandet er også af en fin kvalitet, fordi det ligger beskyttet under et lag ler og kalk, oplyser han. Investeringen i nye forsyningsrør til sommerhus- og hotelbyggeri bliver ikke noget problem, da der er penge på vandværkets kistebund til det, og investeringen vil stille og roligt komme ind igen. På mødet i aften skal der findes en afløser for kasserer Tage Jespersen, der ønsker at gå ud af bestyrelsen efter en lang årrække. Ud over Ole Kornum er også Kaj Tange, Ejgild Poulsen og Martin Jensen med i bestyrelsen.