Vandværk leder stadig efter læk

Op mod 180 kubikmeter vand i døgnet løber ned i jorden et sted i Hvalpsund.

Vandforsyning 25. oktober 2008 06:00

HVALPSUND: Det er endnu ikke lykkedes for Hvalpsund Vandværk at finde det brud eller den åbne vandhane, hvor der fosser op mod 180 kubikmeter vand ud i døgnet. Vandtabet har nu stået på i en måneds tid. Vandværkets bestyrelse har efterlyst borgernes hjælp i eftersøgningen af lækagen. Men der er ikke kommet nogle henvendelser, oplyser bestyrelsesformand Henning Clausen. - Vi har selv forsøgt at spore os ind på vandtabet ved at lukke områder i byen af. Men det er ikke alle kvarterer, der kan lukkes af. Det eneste område, vi kan udelukke nu, er sommerhusområdet ved Hessel, siger han. Vandværkets bestyrelse har derfor hyret et inspektionsfirma til at gennemgå ledningsnettet, så lækagen forhåbentlig snart kan findes. Arbejdet går i gang i næste uge. I første omgang sker det ved at lytte til vandrørene med noget særligt udstyr og høre, om der løber usædvanligt meget vand igennem. På den måde kan man indkredse, hvor man skal lede videre. - Undersøgelserne vil tage cirka en uge, og så håber vi, at de finder det sted, vandet løber ud, siger Henning Clausen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...