Vandforsyning

Vandværker sikres bedre

KØBENHAVN:Greves borgmester Hans Barlach (K) mødtes i går med formændene for de syv private vandværker i Greve. Her var der opbakning til at øge sikkerheden, efter at en drikkevandsboring i kommunen er blevet brudt op og forurenet med rottegift. Det skal blandt andet ske ved at sætte bedre låse på boringerne og lave elektronisk overvågning, så pumperne stopper, hvis nogen bryder ind i boringen. Greve Kommune har ingen kommunale vandværker, og det er derfor op til de private vandværker selv at finansiere sikkerheden. - Jeg kan kun opfordre formændene for vandværkerne til at tage hånd om det. Men de var positive over for at sikre boringer og vandværker bedre. De havde jo også gjort sig deres tanker, og det første tiltag bliver bedre låse på vandboringerne, siger borgmester Hans Barlach. /ritzau/