EMNER

Vanviddet i Burma

Det kræver en umådelig god forestillingsevne at finde på noget som helst pænt at sige om regeringen i Burma. I årtier har befolkningen været undertrykt og udnyttet af en overklasse af officerer, der lever et liv i luksus og selvvalgt isolation. Kritik udefra har prellet af. Dels har Kina af uransagelige årsager valgt at holde hånden over styret, dels har grådige firmaer med fryd købt træ og andre produkter af generalerne, mens de har holdt øjne og ører lukkede for befolkningens lidelser. De katastrofale oversvømmelser har udstillet vanviddet. Paranoide, som de er, nægter generalerne at lade nødhjælpsorganisationer træde til, og i stedet har de brugt kræfterne på en parodi af en folkeafstemning. Galskaben er så åbenlys, at det virker tillokkende at droppe hjælpen. Men sådan må det ikke gå: Den menige burmeser er helt uden skyld, og vi har en grundlæggende medmenneskelig pligt til at hjælpe. Heldigvis melder organisationerne også om stor offervilje, for katastrofen er så voldsom og så åbenbar, at de fleste danskere gerne vil yde en indsats. Galskaben i Burma er blevet ekstra udstillet, siden også storebror Kina er blevet ramt af en naturkatastrofe. Kina er ligeledes regeret af en klike, fjernt fra demokrati og almen medbestemmelse. Men meget har ændret sig i de seneste par årtier i det førhen lukkede land: Kinesisk og udenlandsk presse rapporterer fra jordskælvsområdet, og de kinesiske myndigheder takker for alle tilsagn om bistand udefra. Landet selv råder over så stort et antal redningsarbejdere og soldater, der hurtigt kan sættes ind, at det måske ikke er nødvendigt med meget mandskab udefra, men til gengæld glæder kineserne sig over den materielle hjælp, de bliver tilbudt. Tabene af menneskeliv er begge steder ufatteligt store. Men der er grotesk, at oversvømmelserne i Burma i den sidste ende måske kommer til at koste flest døde, fordi et absurd regime har fået lov at overleve alt for længe.