Vanviddets aften

Lørdagens medrivende fodbolddrama mellem Danmark og Sverige fik som bekendt en fuldstændig skandaløs afslutning, da det danske svar på Michelin-manden entrede arenaen for at klappe dommeren en på hovedet.

Heldigvis for alle parter kastede den - i bogstaveligste forstand - danske forsvarer Michael Gravgaard sig ind i kampen og fik skubbet årtiets største fjols væk fra manden i sort. Det ændrer dog ikke på, at dansk fodbold står til en kæmpebøde, foruden at det formentlig ender med en skrivebordssejr på 3-0 til svenskerne, sådan som det er kutyme i den slags sager. Den velpolstrede herre med de store møllesving var imidlertid ikke den eneste tumpe denne ellers festlige juniaften i Parken. Mindst to andre gjorde sig særdeles uheldigt bemærket. I første omgang den danske midtbanespiller Christian Poulsen, der med en vaskeægte mavepumper sendte svenske Markus Rosenberg til tælling, og dernæst den mindrebemidlede bestyrer af Parkens lystavle, der i minutterne efter kampens afbrydelse på lidet formfuldendt dansk annoncerede: ”Danmark taberdømt 0-3”. Christian Poulsens handling er stupid og medfører da også med garanti en berettiget karantæne. Lystavlebestyrerens handling er til gengæld på randen af det glade vanvid med 40.000 stærkt opildnede danske og svenske tilskuere på lægterne. Tilskuere, der i minutterne efter skal lukkes ud i de københavnske gader, hvor de hurtigt vil blive blandet med hinanden. Hvad det ikke kunne have ført til, skal der ikke meget fantasi til at forestille sig. Frem for et festligt bråvallaslag mellem dansken og svensken udviklede aftenen sig til tumpernes parade, hvor idiotiet ingen grænser kendte. Den første hjernedøde handling blev med flere længder overgået af den anden, og begge endte de så med at blive overtrumfet af den tredje. Det var unægtelig ingen stor dansk aften hverken på eller uden for fodboldbanen. Det var ikke bare dumt. Det var ikke bare pinligt. Det var skammeligt og helt og aldeles utilstedeligt...

Forsiden