Vanvidstackling skæmmede DM-finale

Svinestreg stjal billedet, da SønderjyskE besejrede Esbjerg Energy

SønderjyskE vandt den første kamp i finaleserien mod Esbjerg Energy. Foto: Niels Husted/Scanpix

SønderjyskE vandt den første kamp i finaleserien mod Esbjerg Energy. Foto: Niels Husted/Scanpix

VOJENS:De regerende mestre fra SønderjyskE vandt torsdag det første slag om DM-guldet med 4-2 over Esbjerg.

Esbjerg-træner Mark Pederson var undervejs så frustreret, at han i anden periode blev udvist for at smide et håndklæde ind på isen.

Temperamentet kom generelt til at spille en hovedrolle i den første finale, da Esbjerg spillede langt hårdere end de Sønderjyske værter.

Blev straffet hårdt

Det medførte en lang række vestjyske to-minutters-udvisninger, som blev straffet hårdt af hjemmeholdet - ofte med en scoring til følge.

Efter godt fire minutter udnyttede SønderjyskE’s Warren Peters hjemmeholdets første powerplay til at bringe værterne på 1-0.

I anden periode øgede Thomas Spelling til 2-0, efter at Esbjergs Marc Derlago ikke fik staven på en SønderjyskE-pasning. Spelling udnyttede sikkert den lille gave.

Et lille håb

Yderligere to gange i anden periode fik SønderjyskE scoret i powerplay.

Først ved Spelling og senere gjorde Nick Dinesen det til 4-0.

I begyndelsen af tredje periode fik Esbjerg skabt et lille håb om et comeback, da Lasse Bang reducerede til 1-4.

Blod og matchstraf

SønderjyskE’s Warren Peters bankede lidt senere gæsternes Lasse Bang i isen med sin stav. Blodet flød, og Peters blev idømt en matchstraf. SønderjyskE-spilleren kan samtidig se frem til minimum en spilledags karantæne.

Med få minutter tilbage fik Kyle Wharton scoret til 2-4 for Esbjerg, der ikke kom nærmere overraskelsen.

De to hold mødes igen på søndag i Esbjerg. Finalen afgøres i en bedst-af-syv-serie.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.