Vanvittig beslutning

EFTERLØN:På baggrund af temaet i NORDJYSKE 20.2. om efterløn vil jeg gerne komme med denne "advarsel": Jeg erkender, at et flertal i Folketinget har truffet den vanvittige beslutning at forringe lønmodtagernes mulighed for at gå på efterløn, og jeg er stadig vred over det. Temaet i NORDJYSKE handler først og fremmest om økonomi, som selvfølgelig er vigtig. Derudover er der nogle konsekvenser, som NORDJYSKE og pensions- og bankansatte tilsyneladende ikke tager fat i: Min "advarsel" går på, at de få muligheder, der dog fortsat er, for os, der har valgt at betale til efterlønnen og bliver i ordningen, ikke må glemmes. Her tænker jeg på muligheden for fleksydelse og seniorjob. Før du vælger at hæve dit efterlønsbidrag, bør du overveje: 1. Er du overbevist om, at du har helbred og overskud til at arbejde, indtil du er 65 eller måske endda 69 år? 2. Er du sikker på, at du ikke mister dit arbejde i årene op til efterlønsalderen? Du mister logisk nok retten til at gå på efterløn, hvis du vælger at hæve dit efterlønsbidrag, og der er ingen fortrydelsesret. Hvis du bliver ledig og ryger ud af dagpengesystemet, skal kommunen tilbyde dig et seniorjob, hvis du er tilmeldt efterlønsordningen og har mindre end fem år tilbage, før du kan gå på efterløn. Et seniorjob er på almindelige løn- og ansættelsesvilkår. Det er en god mulighed at have, for vi må erkende, at der ikke er mange job at finde for en 57-årig. En sidste ting er muligheden for fleksydelse. Hvis du er med i efterlønsordningen og ikke har mulighed for at arbejde som tidligere på grund af sygdom eller en arbejdsskade, har du mulighed for et fleksjob. Hvis du er fleksjobber, kan du ikke gå på efterløn, men du kan få fleksydelse, indtil du overgår til pension. Så selv om der her og nu er penge at hente ved at fravælge efterlønnen, så hav disse muligheder med, inden du træffer din beslutning. Din LO-fagforening er også parat til at vejlede dig.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.