Var det dét oprør?

Hvad ville der mon ske, hvis en person, ikke bare uden for Christiansborg, men uden for det politiske system i det hele taget, i dag præsenterede et partiprogram, der indskrænkede sig til ganske få linjer i retning af: "Nu går våren gennem Danmark. Fremskridtspartiet er tre sætninger: Kildeskatten løber løbsk. Papirvældet vokser. Paragraftyranniet kvæler det gode humør". En hel del ville jo nok ryste på hovedet, nogle ville måske endda begynde at anbefale en eller anden form for behandling – men netop dette partiprogram og den meget lidt almindelige mand bag det, netop afdøde Mogens Glistrup, blev i sin tid taget umådeligt alvorligt. Så alvorligt, at han og hans politiske parti tordnede ind i Folketinget med ikke færre end 28 mandater ved jordskredsvalget 4. december 1973. Dengang kom de såkaldte "gammelpartier" – endnu en Glistrup-nyskabelse – ud for en ganske alvorlig forskrækkelse, ikke mindst på skatteområdet. For partistifteren gik til valg på en holdning om, at skattesnydere var fædrelandskærlige på linje med jernbanesabotørerne under besættelsen. Og på at ville afskaffe indkomstskatten som et levn fra bondesamfundet. Tilbage efter Mogens Glistrup – udover et udpræget had til fremmede, under ét betegnet som "muhamedanere" – står et skatteoprør, som i store træk er forsvundet. Det har ikke engang fået lov til at overleve i vores dages udløber af Fremskridtpartiet, altså Dansk Folkeparti, hvor det antimuslimske (eller antiislamiske) unægteligt står højere på dagsordenen end skattepolitik. Og de øvrige partier i Folketinget kan ikke siges at være videre ambitiøse på skatteområdet. Tværtimod er et parti som Ny Alliance blevet hånet for at kæmpe for et skattetryk på cirka 40 procent, og for De Konservative – der med jævne mellemrum får gennemført en beskeden justering på skatteområdet – er det åbenlyst nok, hvis ingen betaler mere end 50 procent i skat. Gad vide om en skatteoprører af Glistrups kaliber ville have lige så gode kår i dag som i 1973?