Var "fadder" til landets første reagensglasbarn

¤Jørgen Glenn Lauritsen, overlæge, dr.med., Holte/Gl. Skagen, fylder i dag 70 år.

Jørgen Glenn Lauritsen, tidligere overlæge i Aalborg, fylder i dag 70 år.
Arkivfoto: Grete Dahl

Jørgen Glenn Lauritsen, tidligere overlæge i Aalborg, fylder i dag 70 år. Arkivfoto: Grete Dahl

¤Jørgen Glenn Lauritsen, overlæge, dr.med., Holte/Gl. Skagen, fylder i dag 70 år. Jørgen Glenn Lauritsen, der indtil for tre år siden drev Fertilitetsklinikken i Aalborg, var en af de danske pionerer i behandling af barnløshed. Som 67-årig lukkede han klinikken for at gå på pension. Jørgen Glenn Lauritsen har været en af landets førende eksperter inden for behandling af barnløshed. Han blev læge i 1970 og ni år senere speciallæge i gynækologi og obstetrik. Hans store interesse var mikrokirurgi og reproduktionsbiologi, og han behandlede en del barnløse kvinder ved at operere æggeledere. Men kun sjældent førte operationerne til, at kvinderne kunne få børn, og derfor blev han begejstret for metoden In Vitro Fertilisation (IVF), populært kaldet for reagensglasmetoden. Her tager man æg ud af en kvinde, befrugter æggene og fører et eller flere levedygtige og veludviklede æg tilbage til kvindens livmoder. Det første "reagensglasbarn", Louise Brown, blev født i USA i 1978 efter behandling af professor Robert Edwards. Jørgen Glenn Lauritsen tog efterfølgende til Cambridge University og fik undervisning i IVF-behandling af Robert Edwards. Jørgen Glenn Lauritsen blev i 1979 tilknyttet Rigshospitalet i København, hvor han blev leder af det team, der arbejdede med befrugtning i "reagensglas", og i 1983 fik han lov til at gennemføre det første, danske forskningsprojekt med IVF-behandling, og det kom der en velskabt pige ud af. Jørgen Glenn Lauritsen var de kommende år med til at bane vejen for IVF-behandling og dens udvikling i Danmark. I 1985 blev Jørgen Glenn Lauritsen speciale- og uddannelsesansvarlig overlæge på gynækologisk-obstetrisk afdeling på Aalborg Sygehus. Her skulle han blandt andet forestå IVF-behandlinger, der fra 1988 blev indført i Nordjylland. Jørgen Glenn Lauritsen forlod i 1997 sin overlægestilling på Aalborg Sygehus for i stedet at starte sin egen private klinik, Fertilitetsklinikken. Han har gennem årene haft en række tillidsposter både herhjemme og i europæisk regi og var bl.a. Sundhedsstyrelsens konsulent i sager vedrørende reproduktionsskader.