Fodbold

VAR hjælper Real Madrid til sejr over Leganes

Real Madrid vandt lørdag 4-1 over Leagnes i Primera Division. Undervejs måtte VAR i brug ved en Real-scoring.

Dommeren skulle se situationen igennem en ekstra gang, før han tillod Karim Benzemas scoring til 2-1 mod Leganes. Foto: Javier Barbancho/Reuters

Dommeren skulle se situationen igennem en ekstra gang, før han tillod Karim Benzemas scoring til 2-1 mod Leganes. Foto: Javier Barbancho/Reuters

Real Madrid vandt lørdag for tredje gang i lige så mange kampe i Primera Division.

I sejren på 4-1 over Leganes måtte videosystemet Video Assistant Referee (VAR) i brug ved Real Madrids scoring til 2-1. Systemet blev indført før sæsonstart i Spanien.

Med ni point lagde Real Madrid sig samtidig i spidsen af den bedste spanske fodboldrække. Atlético Madrid tabte desuden tidligere på aftenen.

Real Madrid har påbegyndt en ny æra uden superstjernen Cristiano Ronaldo, og i hans fravær håber klubben, at andre spillere træder i karakter på målfronten.

Det gjorde waliseren Gareth Bale efter 17 minutter. Han modtog bolden fra Dani Carvajal i feltet og hamrede bolden i kassen.

En straffesparksscoring sørgede for, at gæsterne gik til pause med 1-1, men begejstringen blev hurtigt sat på pause af Madrid-klubben.

Franskmanden Karim Benzema headede et indlæg fra venstre i kassen i starten af anden halvleg.

I første omgang blev målet annulleret, fordi dommeren vurderede, at Benzema begik frispark på Leganes-spilleren Jonathan Silva.

Efter at have kigget situationen igennem med VAR skiftede dommeren dog mening. Så var Real Madrid igen i front.

Det blev også til 3-1 og 4-1 ved Benzema og Sergio Ramos, før dommeren fløjtede for sidste gang, og Real Madrid jublede over tre point.

Reals naboklub Atlético Madrid var knapt så godt kørende i lørdagens udekamp mod Celta Vigo lidt tidligere på dagen.

Celta med Pione Sisto i startopstillingen vandt 2-0 på mål af Maximiliano Gomez og Iago Aspas. Begge scoringer blev sat ind efter pausen, og Atlético kom ikke tæt på sejren.

I stedet endte gæsterne med ti mand på banen, da Stefan Savic fik sit andet gule kort og måtte gå tidligt i bad.

Celta har skrabet syv point sammen i sæsonens første tre kampe og ligger på andenpladsen. Barcelona kan dog overhale med en sejr over Huesca søndag.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst