Var til prøvetræning i Bayern München: Nu skal han spille for Hobro

Superligaklubben bekræfter tirsdag formiddag NORDJYSKEs historie om amerikaneren Christian Cappis

Thomas Jasper
Amerikanske Christian Cappis (tv.) kan få debut for Hobro IK tirsdag aften. Foto: Anders Markmann Thomsen
Hobro IK 6. november 2018 06:12 - Opdateret 6. november 2018 14:50

FODBOLD: Den amerikanske U20-landsholdsspiller Christian Cappis er ny mand i superligatrøjen hos Hobro IK.

19-årige Cappis, der så sent som i sommer prøvetrænede i den tyske storklub Bayern München, har i en periode trænet med og også spillet flere reserveholdskampe for klubben. Det udmønter sig nu i en kontrakt.

- Vi har haft mulighed for at se Christian an i den seneste tid, og i den tid har han gjort det rigtig godt. Han har stadig en del at lære, men han har uden tvivl et stort potentiale, hvorfor vi har valgt at gøre ham til en del af vores superligatrup, siger sportschef Jens Hammer Sørensen i en pressemeddelelse.

Amerikaneren er med i truppen til tirsdagens pokalkamp mod OB, der begynder 17.30 på DS Arena, hvor han altså er en sandsynlig debutant.

Ifølge amerikanske medier var Christian Cappis egentlig på vej til at indgå en aftale med FC Dallas i den bedste amerikanske række, men det skifte har ligaforeningen bag Major League Soccer afvist.

Dallas ønskede at registrere Cappis som en egenproduceret spiller, men da Cappis er født og opvokset i i Houston, mener ligaforeningen, at retten til at registrere Cappis som egenproduceret tilhører Houston Dynamo.

Det forpurrede skifte til Dallas baner dog vejen for Hobro, Amerikaneren beskrives af NORDJYSKEs kilder som en alsidig midtbanespiller, der dog er bedst centralt.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...