Tyverier

Varerne kommer i sikkerhed

I SIKKERHEDLagerhotel skal dæmme op for hvidevare-tyverier fra sommerhuse og villaer

BRØNDERSLEV:Mange gange kommer tyvene, før ejerne når at få placeret den første liter mælk i et nyerhvervet køleskabet og den første pakke fars lagt i den nye fryser. Det stigende antal tyverier fra villaer og sommerhuse under opførelse har fået Skousen i Brønderslev til at indrette lagerhotel i forbindelse med forretningen i Østergade. Her placeres hvidevarerne under sikre forhold, indtil kunden er klar til at få hvidevarerne tilkoblet. Mange gange leveres hvidevarer før de skal i brug, og det er sådanne indpakkede varer, indbrudstyve går efter. - Vi kører så ud med varerne, og de tilsluttes straks. Der er ikke samme interesse for at stjæle hvidevarer, der er i brug, fortæller Tonny Kyneb og Bjarne Larsen, der tilføjer, at mange gerne vil have handelen på plads i god tid, men ønsker at vente med leveringen, til det passer med håndværkerne. De to har gennem tre år dannet makkerpar i Skousen Brønderslev, som er en forretning i rivende udvikling. I fjor rykkede de til centret, der er indrettet i den tidligere møbelforretning, og i dette center har de Flügger og JKE-Design som naboer. De havde tidligere til huse i andre lokaler i Østergade, men var interesseret i at rykke ind i centret. Her råder de over 500 kvadratmeter forretning og 250 kvadratmeter lager. Tonny Kyneb har været i branchen i mange år. Han var gennem seks år ansat i Aistrup Gl. Brugs. - Jeg havde en god læremester dér i Jørgen Jensen, siger han. Det var Tonny Kyneb, der for 12 år siden åbnede Netto i Brønderslev. Derefter var han i Aistrup Gl. Brugs, og han var hos Skousen i Aalborg, inden han for tre år siden kom til Brønderslev som bestyrer for Skousen. Men senere overtog han og Bjarne Larsen forretningen. Bjarne Larsen var tidligere pedel på Toftegårdsskolen i Jerslev, men blev ansat som sælger hos Tonny Kyneb. I dag er de begge indehavere af forretningen. - Vi har kunder fra stort set hele Vendsyssel, fortæller Tonny Kyneb og Bjarne Larsen. De er begge købmænd og gode til at prange. - Vi går ikke af vejen for en god handel. Det er det, kunderne vil have. Der skal være fest og stemning. Og plads til en snak. Vi er altid parat til at give en speciel pris, når der købes en større ordre. Moderne skifter. For tiden er det hvidevarer i stål og hvidt, der sælges. Skousen i Brønderslev har entreret med Kruse & Mørk og Brønderslev El-Teknik omkring udbringning og montering. - Vi havde tidligere en varebil, men vi fandt ud af, at der er mere brug for os i forretningen, fortæller Bjarne Larsen. De har øget salget støt gennem den periode, de har været i Brønderslev. I fjor var de med på Store Brønderslev Marked. - Men det er for krævende en opgave, og det lægger beslag på os døgnet rundt i tre uger. Så i år håber vi at sælge varerne før markedet, idet vi holder i stedet forprang. Der sker jævnligt aktiviteter i forretningen. Op til jul fik alle, der købte en bestemt dybfryser, fik en kvart gris med i fryseren. Og i fjor var der en spøgelsesnat, hvor der var åbent om natten. Nogle gange om året er der åbent hus. Det er der også i denne weekend - både lørdag og søndag. Og dette arrangement holdes sammen med Flügger. Der er en hoppeborg, ligesom der serveres øl og pølser til de besøgende.