Varetægtsfængslet skal blive bag tremmer

{ En 40-årig mand fra Saltum er ved et retsmøde bag lukkede døre i Brønderslev blevet varetægtsfængslet for endnu fire uger, sigtet for særlig grov vold og for narkotikahandel. Han blev anholdt for godt to måneder siden, og politiet har en gang tidligere fået varetægtsfængslingen forlænget. Ifølge NORDJYSKEs oplysninger har den sigtede udøvet volden mod sin ekskone, og han har forbindelse til narkohandel. Den fortsatte fængsling sker af hensyn til efterforskningen. På et tidligere tidspunkt i efterforskningen ville politiet sigte den 40-årige for forsøg på manddrab, men den sigtelse valgte politimesteren i Hjørring at få ændret til særlig grov vold.