Varetægtsfængslet til 22. januar

En 58-årig mand fra Thisted blev i et grundlovsforhør søndag middag ved retten i Holstebro varetægtsfængslet til 22. januar - sigtet for drabet på den 45-årige Hanne Dahl Møller fra Skjoldborg.

I løbet af natten til søndag blev en enkelt buket røde tulipaner lagt på gerningsstedet på Kastet i Thisted. Senere er der lagt mange blomster og tændt lys. Foto: Klaus Madsen

I løbet af natten til søndag blev en enkelt buket røde tulipaner lagt på gerningsstedet på Kastet i Thisted. Senere er der lagt mange blomster og tændt lys. Foto: Klaus Madsen

Den 58-årige, der blev anholdt sent lørdag aften ved Sjørring, var ikke selv tilstede ved grundlovsforhøret, idet han sank livløs sammen under afhøringer natten til søndag og blev indlagt på sygehuset i Herning, hvor han stadig bevogtes. I grundlovsforhøret lagde dommer Astrid Bøgh, Holstebro, vægt på, at der var en særlig bestyrket mistanke om, at han var drabsmanden. Den drabssigtede har selv angret det skete overfor politiet, og har forklaret, at den kniv, der blev brugt til drabet, er smidt i en sø. Den drabssigtede har også tilstået drabet overfor en ven, der har afgivet forklaring til politiet.