Varm frustration
100 brugere samlet for at vise, at de helst vil blive sammen.

De mange brugere af Aktivitetshuset Solgården - her på billedet - mente blandt andet, at det ville blive et problem med parkeringspladser ved aktivitetscentret i Markedsgade, hvor der er 12 p-pladser. 700 bruger i øjeblikket Solgården hver uge. Foto:
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Den store sal på Aktivitetshuset Solgården emmede i går middags af varme og frustration. Der var kaldt til borgerdialogmøde om planerne for en genhusning af brugerne fra Solgården. Omkring 100 brugere af aktivitetscentret var mødt op for at høre om planerne for at flytte aktiviteterne hen i Markedsgade, hvor der i øjeblikket er aktivitetscenter for 80 visiterede brugere. Det er borgere, som bor hjemme, men som af en eller anden grund har brug for en hjælpende hånd ved aktiviteterne. Det var tydeligt, at de mange brugere af Solgården er meget glade for "deres" hus. Det er blevet angrebet af skimmelsvamp i kælderen, som ikke længere må benyttes. Derfor har sæh-udvalget besluttet ikke at udbedre skaderne, men i stedet flytte brugerne til aktivitetscentret i Markedsgade. - Skal vi så over og hjælpe til derover? Hvorfor har vi ikke hørt om det her noget før? Er der virkelig kun den ene mulighed og ingen alternativer? Kan man få aftenkaffe derover? Er der plads til, at vi kan danse seniordans? Hvor skal harmonikaklubbens grej være? Spørgsmålene fra salen var mange. Lederen af aktivitetscentret Dorthe Rueskov Andersen fortalte om de 800 kvm. i Markedsgade: - I er meget velkomne til at komme over og se, hvordan der ser ud. Lederen af Forsamlingsbygningen, Inger Stistrup, forklarede, at mødet blev holdt, fordi der er nedsat en arbejdsgruppe, som skal komme med et forslag til, hvordan aktivitetshuset og aktivitetscentret kan leve sammen fremover. - Det er ikke meningen, at I skal flytte 1. april, men vi skal høre jeres tanker, så det kan blive drøftet i arbejdsgruppen. Per Østergaard, formand for Sindal Udviklingscenter, fik dagens største bifald, da han foreslog at tænke forskellige projekter i Sindal sammen: - Der skal gå et byfornyelsesprojekt sammen i 2013, og der har været talt om at bygge et nyt sundhedshus i Sindal. Man kunne tage chancen og bygge det sammen her i Nørregade. Erik Larsen fulgte op: - Hvis man vil at Sindal fortsat skal leve, og hvis ikke man vil renovere Solgården, så kunne man bygge et nyt. Man har lovet os, at vi kunne forblive samlet. Arbejdsgruppen skal være færdig med at beskrive det nye samarbejde senest 26. marts.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.