Varm kontaktannonce

Naturvidenskab 22. september 2009 06:00

Haves: Klimatopmøde. Søges: Klimatopledere. Tid og sted: København 7.-18.12. 2009. Kontakt: George Brown, premierminister, 10 Downing Street, London SWA1A 2AA. Det var ikke sådan, den engelske premierminister Gordon Brown skrev i ugemagasinet Newsweek, da han opfordrede de øvrige ledere G20-mødet i USA i disse dage om personligt at møde op ved klimatopmødet kort før jul. Men det var tæt på at være en varm kontaktannonce. Brown advarer direkte imod, at en klimaaftale er tæt på at falde på gulvet, og at de komplekse problemer tilskriver, at det ikke er nok, at fagministrene er med. G20-mødet bliver lakmusprøven på, om Brown selv bliver én af de få internationale regeringsledere, der bestiller en flybillet til den danske hovedstad. Præsident Barack Obama er tilsyneladende tvivlsom, og kommer han ikke, er der dømt dødvande, fordi USA udover at være verdens femte største CO2-udleder er verdens eneste supermagt. USA's engagement eller mangel på samme vil ikke mindst påvirke de nye stormagter, Kina og Indien. Hvis rygterne om, at Obama måske alligevel dukker op til mødet i København, hvor den internationale olympiske komite skal vælge den næste værtsby for OL, er det ildevarslende for klimaet. Obamas fødeby Chicago er én af kandidaterne, og hvis præsidenten selv kommer i den anledning og ikke "nøjes" med at sende fruen, gør han det reelt, fordi han har opgivet at slå forgyldte søm i en klimaaftale. G20-landene skal tumle med klimaforandringer, økonomikrise, terrorisme og fattigdom for blot at nævne de tungeste overskrifter. Og det er bestemt ikke børnemad. Fællesnævneren for dem alle er, at de hver for sig kan vælte det hele, og risikoen er, at den aktuelle finanskrise vil overskygge resten. Medmindre G20-lederne med Gordon Browns udtryk viser "lederskab, visioner og mod". Og gør de det - eller lader de igen en vital klimaaftale sejle sin egen sø i den smeltende indlandsis?

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...