Varm på flere multihuse

SF'er mener, at Vejgaard-projekt kan inspirere andre

EMNER 19. september 2003 06:00
VEJGAARD: Det kommende multihus i det tidligere busgarageanlæg i Vejgaard vil sandsynligvis inspirere andre bydele til noget tilsvarende. Det vurderer byrådsmedlem Henrik Nielsen (SF), og han synes faktisk, det er en rigtig god ide. - Tanken om at bygge flere mindre kulturhuse fremfor store paladser er tiltalende. Eksemplet i Vejgaard viser, at det godt kan lade sig gøre for et rimeligt beløb, og det vil være oplagt at gøre noget lignende i andre byområder, mener han. Indretningen af det tidligere garageanlæg i Vejgaard til lokalt multihus kommer til at koste otte millioner kroner. I multihuset bliver der både plads til fritidsordning for de 10-14 årige, foreningslivet samt aktiviteter for bydelens borgere i det hele taget. Henrik Nielsen vil helst ikke ud med, hvilke bydele han konkret tænker på. Men han har tidligere talt varmt for, at Scala Bio på Hobrovej bliver omdannet til lokalt kulturhus, når biograferne næste år flytter til den nye trafikterminal på J. F. Kennedys Plads. Derimod mener SF'eren ikke, det er nødvendigt med nye, små kulturhuse i de mindre landsbysamfund. - De har jo deres forsamlingshuse, konstaterer han. Vodskov er et af de få steder i i Aalborg Kommune, hvor der findes et multihus, hvor både unge og lidt ældre kommer. - Det fungerer ganske udmærket. Jeg har selv været i multihuset til en grillaften og synes det er godt, at den slags faciliteter udnyttes bedst muligt, siger skole- og kulturrådmand Nils Bell (V). Rådmanden synes ligesom Henrik Nielsen godt om selve ideeen med kulturhuse indrettet i eksisterende bygninger. Han har dog ikke umiddelbart nogle penge i ærmet til den slags. mons
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...