Energiselskaber

Varme giver betænkelige miner

Svært at få alle med på ny aftale

OVERLADE:Det kniber gevaldigt med at få de nødvendige 135 underskrifter fra varmeforbrugerne under Overlade Varmeværk. Underskrifterne er nødvendige, hvis det skal lykkes for bestyrelsen for værket at indgå en aftale med naturgasselskabet Naturgas Midt/Nord. Varmeværkets forbrugere valgte selv sidste år at nedlægge varmeværket, der er utidssvarende. Det er ledningsnettet også. Varmetabet er på 30 procent. For at sikre varme i radiatorerne næste vinter gik varmeværkets bestyrelse derfor til naturgasselskabet, der lovede at føre naturgas ind til hver enkelt af de tidligere forbrugere under varmeværket. Naturgasselskabet har imidlertid sat som betingelse at mindst 135 forbrugere via aftaler skal binder sig til at aftage naturgas. Pønser på oliefyr Men det er ikke alle tidligere forbrugere lige interesserede i. Flere pønser på selv at opstille alternative varmekilder - f.eks. oliefyr. Formanden for Overlade Varmeværk, Ernst Skovgaard Jensen kæmper i øjeblikket sammen med den øvrige bestyrelse en kamp for at få alle til at skrive under, så aftalen med naturgasselskabet kan komme på plads. - Men jeg må indrømme, at det går lidt trægt, og vi har sat på torsdag som deadline for at have underskrifterne i hus, siger Ernst Skovgaard Jensen, der oplyser at omkring 100 af de 135 underskrifter er sikre. Mangler 20 underskrifter - Vi har fået melding om, at 10-15 underskrifter yderligere skulle være på vej, men det betyder, at vi stadig mangler i omegnen af 20 underskrifter. Det bekymrer mig meget, siger formanden. Hvis ikke det lykkes at få en aftale, har han lidt svært ved at overskue situationen. - Jeg ved faktisk ikke, hvad vi skal gøre. - Jeg ved godt, at det er foreslået, at man bare kunne køre videre med det gamle varmeværk. Men det er en uholdbar løsning. Her har 50 af forbrugerne allerede meldt sig ud. - For det første vil det blive svimlende dyrt for de tilbageværende forbrugere og for det andet er et varmetab på 30 procent fuldstændig uacceptabelt. - Et gennemsnitshus betaler vel i dag omkring 15.000 kr. i varmeudgift, men i fremtiden vil det blive meget dyrere, hvis vi skulle opretholde det gamle varmeværk. Det er jo helt tosset at 30 procent af varmen løber direkte ud i jorden, siger Ernst Skovgaard Jensen, der frygter for en situation, hvor bestyrelsen må give op og aflevere nøglerne til kommunen. Træls - Det ville være en meget træls situation, og jeg kan kun håbe på, at folk i Overlade i sidste øjeblik besinder sig og får skrevet under. Jeg kan ikke se, at de har ret meget at miste, siger formanden