Varme hænder nok?

Sommeren er forbi, og det er snart mange uger siden, jeg lagde sommerferiens frirum og oplevelser bag mig.

Handicappede 28. september 2011 06:00

Sommerferien 2011 er lagt i erindringens kommodeskuffe, hvor den fra tid til anden kan hentes frem og i små glimt huskes eller genfortælles. Jeg tilbragte et par sommeruger i Bretagne, hvor jeg dagligt i sundhedens og velværets tjeneste travede mine 10.000 eller 15.000 skridt på grand route. Grand route er en lille kystnær sti, der er farbar på hele Bretagnes kyst. Den er smal, den er ujævn, den går op over klipper og ned over små stenede strande. Den går gennem små fiskerlejer og gennem tæt bevoksning. Nogle steder går man rask af sted, mens man andre steder må kravle omkring et klippefremspring. Jeg gik med bølgeskvulp og mågeskrig i ørerne, med duften af timian og soltørret græs i næsen og med solen, den blå himmel og det blå hav i øjnene. Mennesker mødte jeg mest i nærheden af havnene og småbyerne. En dag var der dog pludselig tummel og trængsel foran mig på stien. Jeg stoppede op og ventede på, at den menneskelige karavane skulle passere mig. Og jeg blev vidne til et ganske usædvanligt sceneri. Mine medvandrere på stien var fire handicappede med hver fire hjælpere. De handicappede sad i hver sin kørestol, der var monteret på en slags teknisk moderne overdimensioneret trillebør. To hjælpere var med en læderrem spændt foran og trak køretøjet, men to andre hjælpere skubbede "trillebøren". Deres strabadser var ganske tydelige. De maste og svedte, men humøret var højt, mens det langsomt gik fremad på den lille klippesti. Det var et bevægende syn at se, hvor mange kræfter og ressourcer de professionelt ansatte hjælpere ofrede for at give de handicappede glæden ved at opleve lyset, luften, naturen og havet. Et syn i Frankrig. Men det er ikke kun manglen på klippestier, der gør dette syn utænkelig i Danmark. Vel hjemkommet til de danske aviser satte en aktuel historie min franske oplevelse i relief. En ung, multihandicappet kvinde havde sammen med beboere og plejere en fredag eftermiddag været på et aktivitetscenter. Da de skulle tilbage til plejehjemmet, glemte de hende. Hun blev efterladt totalt hjælpeløs i et tomt og lukket aktivitetscenter. Og hvad værre var, ingen opdagede, at hun var væk før søndag formiddag, da hendes forældre kom for at besøge hende. Mere end 40 timer var hun væk fra plejehjemmet uden at nogen savnede hende. Plejehjemmet havde formodentlig vagtskifte flere gange i løbet af de mange timer, og samlet set mange medarbejdere på arbejde, uden at én eneste af dem opdagede, at den unge kvinde ikke var på sit værelse. Det er hjerteskærende at tænke på, og det er et helt uforståeligt menneskeligt svigt af plejepersonalet. Senere på sommeren ramte en anden historie mediernes opmærksomhed. En journalist havde "under cover" været ansat på et plejehjem i nogle uger og kunne rapportere om kaffedrikkende medarbejdere og omsorgssvigtede beboere. En historie, som vi har hørt før, og som det åbenbart er muligt at gentage ligeså tit journalisterne har tid og interesse i at afprøve virkeligheden for ældre eller handicappede. Det er trist og sørgeligt, og det afslører nogle svigt, som ikke er et velfærdssamfund værdigt. Samfundets udgifter til de svageste borgergrupper stiger og stiger, men når disse ulykkelige situationer kommer frem, presser spørgsmålet, om vi får nok for pengene sig på, og behovet for at finde nye og bedre løsninger virker indlysende. Handler det om enkeltstående episoder på dårligt ledede institutioner? Eller er der en dybere årsag til, at vi alt for tit bliver konfronteret med svigt i plejen og omsorgen for vores svageste medborgere. Er det et konstant tidspres og alt for knappe ressourcer, der får medarbejderne til at give op? Er det et teknokratisk systems mål- og minuttyranni, der ikke levner plads til, at medarbejderne kan være og agerer som mennesker? Er det en begrænset indsigt og en for spinkel faglighed, der danner grobund for en kultur, hvor kaffedrikning og kollega-snak får højere prioritet end plejen og omsorgen for de ældre eller handicappede? Eller er der noget helt fjerde galt? Danmarks kendteste plejehjemsleder er kommet i Folketinget. Hun går ikke ind for flere offentlig ansatte, men hun vil gerne have omvekslet de kolde hjerner med flere varme hænder. Forhåbentlig får Thyra Frank mulighed for at bruge sin nye position til at sætte gang i en analyse af, hvor galt det står til i Danmark, og finde nye løsninger og træde nye stier til at give vore svageste medborgere et mere værdigt liv. For varme hænder er ikke nok, hvis hjerterne kun er lunkne. Kirsten Hein er samfundspolitisk engagement med rod i 70'ernes kvindebevægelse og 80'ernes kommunalpolitiske virke. Bedstemor til fem piger, ikke-ryger, helårsbader og cyklist.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...