Varmebrugere betaler for meget

AARS:Energitilsynet støtter Aars Varmeværk: Varmeforbrugerne betaler for meget af regningen, når der bliver brændt affald af på Renovest. Og det er lig med en høj varmeregning, hvilket er direkte urimligt. Det fastslår Energitilsynet efter et møde i går, hvor tvisten mellem Aars Varmeværk og affaldsselskabet Renovest var på dagsordenen. Energitilsynet fastslår, at den nuværende fordeling af fællesomkostningerne ved produktionen af affaldsvarme er urimlige. Som tingene står nu, betaler varmeforbrugerne for cirka 93 procent af omkostningerne af affaldsforbrændingen, mens Renovest kun tegner sig for de resterende syv procent af udgifterne. Ved mødet i Energitilsynet blev det understreget, at forbrugerne skal betale for maksimalt 75 procent af omkostningerne ved forbrændingen jævnfør varmeforsyningsloven.