Varmeforbrug dykker i Hjørring
Det lykkes nu til fulde for Hjørring Kommune at opfylde målene om at spare på energien og reducere CO2
HJØRRING: Efter en langsom start er der kommet mere fart over reduktionen af CO2 og energiforbruget i Hjørring Kommunes mange bygninger.
Afdelingen Globale Spor har siden 2009 haft fokus på kommunens eget energiforbrug, og der er blevet energirenoveret, lige så snart det var rentabelt.
- Når tilbagebetalingstiden er under fem år, slår vi straks til, fortæller teamleder Martin Berg Nielsen.
Næsten en tredjedel
Resultaterne begynder da også at vise sig. I 2009 forpligtede kommunen sig som klimakommune til at præstere en årlig reduktion i CO2 med tre procent.
Til og med 2012 er det opgjort til i alt 18 procent. Altså næsten det dobbelte af målsætningen.
Varmeforbruget i de kommunale bygninger blev i 2012 reduceret med 28 procent, altså næsten en tredjedel.
- I kroner og ører er det knap så meget, da energipriserne også er steget. Men varmeregningen faldt fra 23 til 19 millioner kroner i 2012, fortæller Martin Berg Nielsen.
Det skal så bemærkes, at 2012 var et noget mildere år end de to foregående år.
Der er så også investeret kraftigt i energirenoveringer og udskiftninger af dyre forældede varmekilder.
- Det er fx. en børnehave, der får en varmepumpe i stedet for et dyrt oliefyr, fortæller Martin Nielsen til Nordjyske Stiftstidende.
Næste skridt bliver i højere grad at vejlede borgerne i at spare på energien.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.