EMNER

Varmeforsyning vil undersøge jordvarme

Repræsentantskabet i Hjørring Varmeforsyning vil nu have undersøgt om der kan findes vand til jordvarmeanlæg.

Jordvarme er tillokkende, fordi det laver miljørigtig billig varme. Repræsentantskabet har sagt ja til at bruge foreløbig seks millioner kroner på at finde ud af, om det over hovedet kan betale sig at bore efter vandet i varmeselskabets område. Det er første skridt. Næste skridt er en decideret boring ned i halvanden kilometers dybde. Den koster 40 millioner kroner. - Problemet med selve boreprocessen er, at der ikke kan gives nogen garanti for, at vandet kan bruges til at rentabel jordvarmeproduktion, når vi kommer ned til det. Reelt betyder, at vi kan risikere at miste 40 millioner kroner. Derfor håber vi meget på, at staten - som i Tyskland - vil give os en forsikring mod tabet, siger direktør Per Sørensen. - En forsikringsordning er helt nødvendig og en forudsætning for jordvarme. Hjørring Varmeforsyning arbejder gennem Dansk Fjernvarmes Geotermiselskab på at gøde jorden for den tanke på Christiansborg. Folketinget har endnu ikke taget stilling til dette aspekt i jagten på jordvarme. Selve jordvarmeanlægget vil koste 200 millioner kroner. - Hvis det først er etableret giver det billig varme til forbrugerne. Det er desuden vedvarende energi og helt co2 neutralt, siger Per Sørensen. - Thisted har haft et anlæg, som har leveret billig varme i 25 år.