Varmeknopper, rustelt og dialyse

Fra årets motorcykeltræf i Skagen.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Et par seje midtjyder

Den Nordjyske Beredskabstjeneste fra Aalborg, Hjørring og Frederikshavn, var som sædvanlig klar på pladsen til at hjælpe "nødstedte" træfdeltagere. NORDJYSKE fangede Inga Høj, Henrik Stage og Lars Bering i Samaritteltet, hvor de, sammen med andre kolleger, tog sig af både små og store uheld. - Langt de fleste ting, kan vi klare her på stedet. Skaderne varierer lige fra hovedpine (læs: tømmermænd) og solskoldninger til et brækket ben og hjertekrampe, siger Lars Bering. Nogle har fået forbrændinger fra de varme udstødningsrør, og en enkelt pige havde fået varmeknopper. Hun kom ind for at få salve smurt på, men da knopperne var opstået på et lidt intimt sted, nemlig på indersiden af hendes lår, bad vi hende om selv at smøre den på. Så tog hun resolut og smed sin korte nederdel, og kun iført g-strengstrusser, smurte hun salven på og spadserede i denne tilstand ud ad teltet. Det kan nok være at både samaritterne og de andre gæster kiggede en ekstra gang. Næh, det er slet ikke så kedeligt at være del af beredskabet. Ved siden af skadestuen ligger rusteltet, hvor stærkt berusede gæster, kan sove branderten ud under overvågning. - Nogen kommer ligefrem og bestiller tid til natten, hvis de forventer en kæmpe brandert, siger Lars Bering og griner. I madteltet stødte vi på et ægtepar fra Lind ved Herning. Anita Schnedler og Jens Engelbrecht, begge først i halvtredserne, har deltaget i Træf på Toppen i otte år. Selvom Anita, hver gang de kører hjem, bedyrer, at NU er det sidste gang. Hun fik sit kørekort til motorcykel for 10 år siden, for, som hun siger: - Jeg var træt af, at Jens hellere ville ud på landevejen end deltage i aktiviteter derhjemme, så hvis vi skulle lave noget sammen, måtte jeg jo kører med. Ægteparret har fået en del venner igennem træffet og sidste år kørte de helt op til Lofoten i Norge, for at gense nogen, de havde mødt herfra. For nogle år siden blev Jens nyrepatient og var i dialyse fire gange om dagen. Det afholdt dog ikke det vedholdende ægtepar fra at kører til træf, så to år i træk pakkede de 50 liter vædske på deres BMW'er og med hjælp fra medarbejderne hos beredskabet, kom han fire gange om dagen i deres telt og fik dialyse der. Det må man vist kalde en flot præstation. Jens fik for to år siden en ny nyre, og det har reddet hans liv.