Varmekunde føler sig bondefanget
24-årig kvinde klager over, hun ikke kan melde sig ud af varmeværk

Galleri - Tryk og se alle billederne.
MOU:- Vi føler os bondefanget, lyder det fra familien Nielsen i Mou.
Datteren Nanett Simone Alstrup Nielsen, 24 år, købte i marts et hus på tvangsauktion i Mou, et billigt hus der skulle matche den unge studerendes økonomi. Hun er netop blevet færdig med sine studier på arkitektur- og designlinjen på AAU.
Forældrene hjalp med huskøbet, og faderen Kim Nielsen ville sikre, at varmeudgiften også blev holdt nede, så datteren kunne bo i huset, skriver NORDJYSKE Stiftstidende mandag.
Billig varme
Han kan nemlig levere træ fra den skov, han selv ejer, og der er indkøbt en brugt varmepumpe og en varmtvandsbeholder. Et varmebudget på godt 6000 kroner om året skulle hun nok kunne klare.
Men nu er der pludselig blevet skruet op for blusset i Mou, for Nanett Simone Alstrup Nielsen er tvunget til at forblive medlem af varmeværket Mou Kraftvarme, selv om hun ikke vil have varmen der fra.
- Det burde da være noget, man selv kunne bestemme, siger Kim Nielsen.
Afgifter og udgifter
Han er harm over, at datterens økonomiske situation dermed bliver væsentlig forandret.
Udgifterne stiger nemlig - minimum 8300 kroner på årsbasis - penge hun ikke kan undgå at betale i afgifter og andelsgæld, når nu hun ikke kan melde sig ud. Hun behøver ikke at aftage varmen fra varmeværket, når blot hun betaler de øvrige udgifter.
- Det har jeg ikke råd til, forklarer Nanett Simone Alstrup Nielsen.
Pligt til at blive
Baggrunden for familiens bekymringer, er at Aalborg Kommune i juli udsendte en skrivelse med oplysning om, medlemmerne af varmeværket ikke kan melde sig ud.
Aalborg Kommune stiller nemlig en garanti på 10,2 millioner kroner til Mou Varmeværk, der investerer i et nyt solvarmeanlæg. Lånegarantien stilles med den betingelse, at der er forblivelsespligt.
Det vidste Nanett Simone Alstrup Nielsen ikke, da hun i marts overtog ejendommen midt i Mou.
18 måneders opsigelse
Hun havde ellers sikret sig, at man kunne melde sig ud.
- Jeg tjekkede vedtægterne, der siger, at man har 18 måneders opsigelse, forklarer hun.
Forsyningsrådmand Tomm Eggers forklarer.
Solidarisk princip
- Det kan ikke nytte, at et varmeværk lige pludselig ikke kan levere varmen, fordi for mange har meldt sig ud. Det kan heller ikke nytte, hvis der sidder nogen tilbage og skal klare regningen, for dem som alligevel ikke ville være med. Det her skal være en solidarisk løsning, ellers kan vi ikke være sikre på en effektiv og billig levering som muligt, siger han og understreger, at netop manglen på frit at kunne vælge varmeforsyning skaber meget debat.
- I bund og grund ligger det i, at man ikke er opmærksom på, hvad der gælder på købstidspunktet.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.