Varmen ændrer vinens karakter

Hvis man først én gang har fået øje for, hvor stor betydning vinens temperatur har for smagen, er det svært at gå på kompromis.

Bare det at tage en flaske vin med ud på terrassen i varmt vejr kan være et problem, for i løbet af ingen tid er temperaturen steget fire-fem grad, og dermed er det en hel anden vin end den, man smagte ved køkkenbordet for nogle minutter siden. Der skal kølegrej til. Den simpleste indretning er en fugtig avis viklet stramt om flasken. Når den står i solen, fordamper vandet og trækker varme ud af vinen. Det gamle husråd er næste gået i glemmebogen, fordi vi jo normalt bare sætter ting i køleskabet, men ingen moderniteter kan lave om på fysikkens love, og de færreste kan uden videre tage køleskabet med ud på terrassen. Det er da også rart en gang imellem, at alt det moderne med computerteknik og den slags ikke kan hamle op med det gamle. En digital udgave af en NORDJYSKE Stiftstidende på computeren er ikke meget værd i denne sammenhæng. Her skal man have fat i den gammeldags papirudgave. En lettere metode er at bruge kølekappe. Den består af en plastkappe påsat fem-seks køleelementer. Den hentes direkte fra fryseren, når den skal anvendes. Den kan køle en godt 20 grader varm flaske vin ned til ca. fem grader. Her i sommervarmen lader jeg den sidde på den hvide vin, mens den bliver drukket. Så holdes temperaturen behageligt lav i en times tid. Den røde køles et par gange ned til 16-17 grader, mens den bliver drukket. Næst efter en proptrækker og et fornuftigt glas er kølekappen det vigtigste i vindrikkerens udstyr. Ja, faktisk er der brug for et par stykker i enhver husholdning. Gæster kan man som regel forberede sig til ved at lægge vin i køleskabet, men hvis man pludselig får lyst til vin, som er for varm, er kølekappen perfekt. Da der kun er kulde i kappen til en enkelt flaske, er det ærgerligt, hvis flasken har propsmag eller er ramt af anden teknisk fejl. Så står man tilbage med én varm vin og én kold med fejl. Det er et kedeligt valg. Derfor skal der altid være mindst to kølekapper i fryseren, hvis man skal være nogenlunde garderet. Da prisen er under 100 kr., er det en perfekt gave. Sådan én er mindst lige så anvendelig som en buket blomster til værtinden, når man skal i byen. Jeg har endnu et køleapparat til vinflasker: en termotaske med plads til to flasker. Mellem dem kan et køleelement skydes ned, så flaskerne ikke rasler mod hinanden, og de holdes kolde. Elementet er fyldt med vand tilsat salt (saltvand kan akkumulere mere kulde end fersk vand) og skal ligge i fryseren, indtil flaskerne hentes fra køleskabet og placeres i tasken sammen med køleelementet. Ingen af køleelementerne er besværlige at benyttet, og de gør vindrikning udendørs i varmen til en endnu større nydelse.