Forbrugerforhold

Varmen i Hirtshals lidt dyrere

Moderat prisstigning for forbrugerne ved Hirtshals Fjernvarme

HIRTSHALS:En gennemsnitsforbruger med et hus på omkring 130 kvadratmeter kan forvente en stigning på årsbasis på ikke over 500 kr. i det næste varmeår. Det lover formanden for Hirtshals Fjernevarme A.m.b.a. Jørgen Skjødt Petersen. Det er med nogen lettelse og en pæn portion stolthed, at bestyrelsen nåede frem til, at forbrugerne i Hirtshals kan nøjes med, hvad Hirtshals Fjernvarme selv kalder en moderat stigning, der stort set svarer til inflationen. Og det på trods af et mildest talt turbulent år med masser af uro omkring gas- og oliepriserne. - Overordnet betragtet har vi valgt en mindre justering over de næste to budgetår, således at dette års underskud deles ud, siger Jørgen Skjødt Petersen. Forbrugerne kan de nærmeste dage forvente at få aconto-indbetalilngskort med moderate stigninger i varmeprisen. Stigningen skyldes dels den megen uro omkring olie- og gaspriser, der har været, men også at forbruget i Hirtshals Fjernvarmes område er steget med 12 procent i forhold til året før. Hirtshals Fjernvarme havde kalkuleret med en fem procents stigning i forbruget. Og det sammen med, at der for det næste år bugetteres med et forbrug på 95 procent af sidste års forbrug gør, at gennemsnitsforbrugerens aconto-indbetalinger i den kommende tid ikke bliver belastet med en årlig stigning ud over de ca. 500 kr. Prisstigningen er delt op således, at effektafgiften stiger fra 22 kr. pr. kvadratmeter til 23 kr. mens MWh prisen forhøjes fra 450 kr. til 460. - Vi søger altid den bedst mulige løsning for forbrugerne, men vi skal altså også udvise den nødvendige forsigtighed, siger Jørgen Skjødt Petersen. - Vi har f.eks. nu indgået kontrakt om levering af naturgas til en fast pris. Det gør det lidt nemmere at budgettere. Men vi må erkende, at der er stor usikkerhed omkring f.eks. den kommende lovgivning på området. En usikkerhed, der kan føre til, at vi kommer i en situation, hvor det bliver nødvendigt at justere, siger formanden. Hos Hirtshals Fjernvarme fornemmes en tydelig lettelse over at "gyset" udeblev, da opgørelsens time for sidste års indimellem kaotiske forhold på varmeområdet oprandt.