Varmen lørdag måler næsten 30 grader og slår ny rekord

Lørdag blev årets hidtil varmeste temperatur målt - i Aars nåede temperaturen op på 29,6 grader

Ritzau
Sol og sommer på Bellevue Strand nord for København lørdag. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vejret 2. juni 2018 18:22 - Opdateret 3. juni 2018 09:41

NORDJYLLAND: Strandvejret vil nærmest ingen ende tage, og lørdag har varmen slået endnu en rekord.

Temperaturen i Aars i det nordlige Himmerland nåede lørdag eftermiddag op på 29,6 grader og slog dermed rekord som årets hidtil varmeste dag. Temperaturen blev målt mellem klokken 16 og 17 lørdag eftermiddag. En time efter blev den rekord dog slået igen - der røg temperaturen nemlig op på hele 29,8 grader i Isenvad i Midtjylland, oplyser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Inden lørdag var årets varmeste dag i onsdags, hvor der blev målt 29,3 grader.

Og Isenvad og Aars var ikke det eneste sted i Danmark, der kunne nyde sommervarmen lørdag.

Ifølge DMI blev der mange steder i landet målt temperaturer over 29 grader lørdag.

Tal fra DMI viser, at sommeren sidste år blev den sommer med den allerlaveste maksimumstemperatur siden 1874, hvor DMI begyndte at måle. Det varmeste, der blev registreret, var 26,6 grader ved Abed på Lolland den 15. august. I år har der allerede været flere dage, der har slået den temperatur. /ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...