Varmestue får endeligt ja
Samtlige medlemmer af byrådet i Frederikshavn sagde i går ja til at gøre varmestuen i Læsøgade permanent. Brofolket var mødt talstærkt op, og forud for mødet fik borgmester Erik Sørensen (S) foræret flag, vin og gavekort. Anledningen var, at borgmesteren fyldte 62 år.

Huset i Læsøgade i Frederikshavn fungerer nu som varmestue. Her er det tilladt at drikke øl, for det er brugerne, der bestemmer. arkivfoto: cARL TH. POULSEN
Tidligere drak de tørstige sjæle deres bajere på Brotorvet i midten af Frederikshavn, men Brofolket har i mange år ønsket et sted, hvor de kan være i fred, og i maj fik flokken endelig lov til at flytte ind i et kommunaltejet hus tæt ved Brotorvet - med en prøvetid på et halvt år. Det usædvanlige er, at det er brugerne, der bestemmer i varmestuen, næsten uden indblanding fra kommunen. Via streng selvjustits og et fint samarbejde med politi, præst og ikke mindst naboerne er det lykkedes at klare skærene. Sejren fejres i morgen, hvor hele byrådet er inviteret til gløgg og æbleskiver i Læsøgade. lars.hofmeister@nordjyske.dk