Varmestuer mangler frivillige

Lise Stenbro
Hjemløse mænd og kvinder fra for eksempel Rumænien kan ikke uden videre smides ud af Danmark. Arkivfoto: Hans Ravn
Socialforhold 25. august 2007 06:00

AALBORG: Varmestuer og væresteder for byens ensomme, svage og udstødte får sværere og sværere ved at skaffe frivillige. Hos Kirkens Korshær kniber det både i varmestuen på Østerbro og natvarmestuen i Korsgade, og Cafe Parasollen har også problemer. - Klientellet bliver tungere og tungere. Vi har fået mange flere psykisk syge og stofmisbrugere, og det tiltrækker ikke ligefrem nye frivillige, fortæller rådsformand i Kirkens Korshær Ove Sørensen. Han håber, at Aalborg Kommune vil øge driftstilskuddet til organisationens varmestuer, så der bliver råd til at fastansætte flere. For foreløbig er der ikke noget der tyder på, at det bliver lettere at skaffe frivillige. - Jeg ville nok også tænke mig om to gange, før jeg meldte mig som frivillig, indrømmer han. - Vi har flere, som reagerer meget voldsomt, og det kræver altså sin mand at stille op til, forklarer han. Ove Sørensen har tidligere arbejdet som leder af Brobyggerselskabet, så han ved virkelig, hvad han taler om. Og ifølge hans opfattelse er det især slemt på natvarmestuen. Her kommer der ofte folk, som har meget store problemer, og det slider både på ansatte og frivillige. - Det er hårdt at arbejde om natten, man får ikke sin nattesøvn og samtidig kommer der efterhånden så mange, at det kan være svært at følge med, forklarer han. Ifølge leder af varmestuen på Østerbro, Eva Lillelund steg antallet af brugere sidste år med 33 procent. Og samtidig er antallet af frivillige faldet fra 20 til 5, så der er mere end nok at se til. - Vi mærker ikke meget til det der med den stigende velstand. Her i huset er der i hvert fald fortsat mange, som falder helt ved siden af, understreger hun. Ifølge Eva Lillelund der pt. fire fastansatte på varmestuen, så alle har været nødt til at tage ekstra vagter for at få tingene til at hænge sammen i sommerferien. - Vi mangler frivillige, og det har vi gjort gennem længere tid, supplerer Birgitte Olsen fra Cafe Parasollen. Værestedet har i løbet af de seneste år oplevet et tydeligt fald i lysten til at være frivillig. Og derfor overvejer man i øjeblikket at lave en ny hvervekampagne. - Foreløbig har vi orienteret socialforvaltningen om situationen, fortæller Ove Sørensen fra Kirkens Korshær. - Men vi vil naturligvis også gerne have flere frivillige - f.eks. i form af pædagogstuderende og andre, som har lyst til en lærerig oplevelse, siger han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...