Energiselskaber

Varmeværk hænger selv på gæld

Husejer slipper for at betale skjult gæld

Løgstør fjernvarmeværk må betale. Arkivfoto: Michael Koch

Løgstør fjernvarmeværk må betale. Arkivfoto: Michael Koch

VINDBLÆS:Løgstør Fjernvarmeværk må selv til lommerne og betale en gæld på 136.000 kr., mens David Goodwin, Stationsvej 2, Vindblæs, til gengæld kan glæde sig. Han slipper nemlig for at skulle til lommerne. Det besluttede Retten i Aalborg i går. Da David Goodwin i sin tid købte sit hus på Stationsvej i Vindblæs af Nykredit, var der i huset en gæld på godt 136.000 kr. til fjernvarmen i Vindblæs, som senere er blevet lagt ind under varmeværket i Løgstør. Men gælden fremgik bare ikke af det salgsmateriale, David Goodwin fik i forbindelse med sit huskøb. Så han var uvidende om fjernvarmegælden. Retten har valgt, at regningen skal sendes til fjernvarmeværket, fordi varmeværket ikke havde fået tinglyst gælden. Det skulle varmeværket have gjort for at kunne forlange pengene af David Goodwin, siger retten. Fjernvarmeværket skal også betale sagens omkostninger. Uvidende om gæld David Goodwin var uvidende om, at han ved køb af ejendommen også blev andelshaver i Vindblæs Kraftvarmeværk, og at han i den forbindelse fik en forpligtelse til at afdrage og forrente en andel af varmeværkets gæld. David Goodwin blev så sur over de manglende oplysninger, at han tog kontakt til Sammenslutningen af Energiforbrugere i Danmark, der anbefalede ham at gå rettens vej for at få sælger - Nykredit - dømt til at betale. Samtidig blev der også anlagt sag mod varmeværket. Boe Carlslund-Sørensen, der er næstformand i sammenslutningen af Danske Energiforbrugere, som David Goodwin er medlem af, er overrasket over, at varmeværket skal betale regningen, mens Nykredit slipper. - Jeg har ikke læst dommens præmisser endnu, men jeg havde nok forventet, at retten havde bestemt, at regningen skulle sendes til Nykredit. Jeg glæder mig meget til at læse dommens præmisser, når det er varmeværket, som er blevet dømt til at betale hele beløbet. For det kan åbne op for, at der kan føres en række lignende sager over hele landet, siger Boe Carlslund-Sørensen. - Det er ikke rimeligt, at David Goodwin skal hænge på en skjult gæld. Når en ejendom sættes til salg, er det mindste, man kan forlange vel, at man også er blevet gjort opmærksom på, at der er en fjernvarmegæld i ejendommen, siger Boe Carlslund-Sørensen. Peter Møller Christensen, der er advokat for fjernvarmeværket, vil ikke udtale sig, før han har læst dommens præmisser.