Varmeværk kan fortsætte med bioplaner

Teknisk udvalg har med en principiel godkendelse sendt bolden videre til Energistyrelsen

Frankrig 26. september 2002 08:00

GJØL: Kraftvarmeværket på Gjøl kan nu gå videre med planerne om at udskifte naturgassen med biomasse fra træflis i varmeproduktionen. Sådan en udskiftning kommer man ikke gratis til, og kraftværket har derfor sendt ansøgninger til både EU og Energistyrelsen på godt 4,5 millioner kroner hvert sted. For at Energistyrelsen kan tage stilling til projektet, har de krævet en forhåndsgodkendelse fra Aabybro Kommunes tekniske udvalg. Det kan udvalgsformand Jørn Krogsgaard (v) nu meddele, at de har fået, men at en endelig godkendelse må vente. - Vi har lavet en principgodkendelse af projektet af hensyn til deres ansøgninger, så må vi se på lokalplansændringer, hvis de får tilskuddet, fortæller Jørn Krogsgaard. Udvalgsformanden slår fast, at en principgodkendelse bestemt ikke skal forstås som andet end foreløbig. Hvis værket finder pengene til projektet, vil kommunen igen se på sagen og lave høringer i lokalsamfundet. Udvalget havde kun betænkeligheder med hensyn til miljø og placering, men er blevet overbevist om, at der ikke kommer lugtgener, fordi afdampningen fra flis kan bruges som forbrændingsluft. Naboerne skal heller ikke frygte voldsom trafik, da nye bygninger ikke må ligge nord for værket. Derimod lægger teknisk udvalg op til, at nybyggeriet kan foregå på den anden side af Drøvten. Billigere varme Kraftvarmeværkets vigtigste grund til at ændre på produktionen er økonomisk. Formand Arne Nielsen skønner, at der bliver tale om mindst 20 pct. besparelse på varmeregningen for værkets kunder. - Der skal være en gevinst, hvis vi skal løbe en risiko, fortæller han. Arne Nielsen erkender dog, at det ikke den store risiko, værket løber. Projektet er nemlig et pilotprojekt fra et fransk universitet, og hvis det ikke virker, pakker de bare det hele sammen og begynder forfra med naturgas. Projeket er styret fra Frankrig, men varmeværket har længe ledt efter et alternativ til gas, fordi naturgas de seneste år ikke har været specielt billigt. Arne Nielsen er dog ikke meget for at løfte for meget af sløret for hvornår de mindre varmeregninger kan være en realitet. Værket vil have tilskuddene på plads, før de går i gang med at planlægge ombygninger og indkøb. Tilskuddet på 4,8 millioner kroner er næsten på plads, men Energistyrelsens accept kan altså først falde på plads efter kommunens principgodkendelse.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...