Energiselskaber

Varmeværk tager sikkerhedsseler på

ØSTERVRÅ:Motorudskiftningen på Østervrå Varmeværk til 9,1 mio. kr. ventes at forbedre værkets økonomi med ca. 600.000 kr. årsbasis. Men varmeværksbestyrelsen er opmærksom på, at flere aspekter spiller ind i beregningerne. Så den har valgt at tage sikkerhedsselerne på, så varmeprisen for indeværende år bliver den samme som sidste år. Prisen vil dog blive reguleret, hvis noget udefrakommende får indflydelse på prisen. Efter et års drift med den nye motor vil der være bedre overblik over forbedringen i værkets økonomi. Det er endnu ikke besluttet, om Østervrå Varmeværk vil gå med i Det frie El-marked. Værkets regnskab i sidste regnskabsår viser et underskud på ca. 200.000 kr. Det var ventet på grund af en større renovering og motorreparation.Desuden betød den milde vinter et mindre salg af varme på ca. en mio. kr., mens køb af gas kun faldt til 700.000 kr. Østervrå Varmeværk har dog stadig en meget stabil økonomi. Det vil bestyrelsen fortsat sikre ved bl.a. købe gas til faste priser. I øjeblikket ligger der en fast aftale frem til marts 2005. Samtidig overvejer bestyrelsen at skifte gas-leverandør, idet det ser ud til at andre leverandører kan gøre det billigere end de sidste mange års leverandør, Naturgas Midt/Nord.

Forsiden