Aså

Varmeværk vil være grønnere

Asaa Varmeværk har fået penge til varmepumper

Arkivfoto

Arkivfoto

ASAA:Asaa Varmeværk har fået 1.848.000 kr. fra Energistyrelsen til el-drevne varmepumper.

Varmepumperne vil gøre fjernvarmen grønnere og hjælpe værkerne til at sikre konkurrencedygtige varmepriser.

Værket søgte i foråret penge, og er blandt de 16 værker, der er kommet i betragtning. I alt er der bevilget godt 24 mio. kr.

De samlede investeringer i de 16 projekter er ca. 187 mio. kr. inklusiv den tildelte støtte. Projekterne ventes at starte op i løbet af de kommende måneder og være afsluttet inden udgangen af 2020.

- Jeg er glad for at se, at grundbeløbsværker i år såvel som sidste år, har vist stor interesse for at søge støtte til eldrevne varmepumper fra tilskudsordningen, og at værkerne har fokus på at sikre fortsat konkurrencedygtige fjernvarmepriser til forbrugerne, når grundbeløbet ophører i 2018. Det er med stor tilfredshed, at vi igen kan give tilsagn om støtte til så mange kvalificerede varmepumpeprojekter, siger vicedirektør Martin Hansen fra Energistyrelsen.

Tilskudsordningen har indtil videre støttet 29 projekter i 2017 og 2018 tilsammen. De 29 støttede varmepumpeanlæg fordeler sig over hele landet og har tilsammen en kapacitet på 48,8 MW. De eldrevne varmepumper vil levere varme til knap 48.500 husstande, og de medvirker til at fortrænge fossile brændsler i fjernvarmeproduktionen på anlæg uden for kvotesektoren og forbedrer udnyttelsen af el-produktionen fra vindmøllerne. Anlæggene udnytter derudover en bred variation af vedvarende energikilder og overskudsvarme. Dermed bidrager projekterne til den grønne omstilling i fjernvarmesektoren.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.