Tyverier

Varmeværks reservetank lænset

{ SKOVSGÅRD: Fyringssæsonen står for døren, og det er der nogen, der har lidt for alternative løsninger på. I hvert fald er der fra Skovsgård Fjernvarmeværk stjålet 2000 liter fyringsolie, som tyvene har suget op af en tank gennem en udvendig studs. - Selve tanken er inden døre og aflåst, men nu sætter vi et gitter i studsen, så vi ikke oplever det samme igen, oplyser varmeværkets leder, Knud Erik Haparanda. Tyveriet, som skete mellem søndag kl. 8.30 og mandag kl. 11, kommer ikke til at påvirke driften, da den foregår ved flisfyring, og olien udelukkende i reserve. Den stjålne fyringsolie har en værdi af 12.000 kr.