Varslede virustiltag får USA's børser til at stige markant

På de amerikanske børser var der mandag opsving, efter at centralbanken annoncerede tiltag mod coronavirusset.

Dow Jones-indekset steg mandag med hele 5,1 procent.

Dow Jones-indekset steg mandag med hele 5,1 procent.

NEW YORK CITY: Mandag bød på meget store aktiestigninger i USA. Det sker på forhåbning om, at USA's og den øvrige verdens centralbanker kan inddæmme de økonomiske effekter af coronavirusset.

Det brede S&P 500-indeks steg således med 4,6 procent, hvilket er den største stigning siden 26. december 2018. Stigningen kommer i kølvandet på sidste uges samlede minus på 11,4 procent.

Teknologitunge Nasdaq vandt desuden 4,5 procent, mens Dow Jones-indekset steg med hele 5,1 procent.

Sent fredag meldte formanden for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, ud, at banken holder nøje øje med udviklingen omkring coronavirusset, og at den er parat til at "agere om nødvendigt".

Desuden kom det mandag frem, at G7-landenes finansministre og centralbankchefer skal mødes. Det skabte håb om en koordineret indsats for at sikre den økonomiske vækst. Også med støtte fra staternes budgetter.

- Det, som er sket hen over dagen, er, at investorerne har indset, at pengepolitiske tiltag ikke vil gøre en forskel. Det, der vil gøre en større forskel, er, hvis regeringerne starter en finansiel ekspansion, sagde Kasper Elmgreen, aktiechef hos Amundi, til Financial Times tidligere mandag.

Mens investorerne i den grad "købte på dykket" i aktierne, så strømmede pengene sideløbende også i sikkerhed i obligationsmarkedet.

Her blev den tiårige rente presset ned med 12-13 point til et rekordlavt niveau i 1,0283 procent, inden den sammen med aktiernes slutspurt vendte tilbage til en lille stigning på 1 point.

Netop den tiårige rente faldt med cirka 30 point, fra at virusudbruddet i Kina blev offentligt kendt til forrige onsdags rekordnotering for det amerikanske aktiemarked.

De to forskellige markeder sendte dermed i perioden hvert sit signal om risikoopfattelsen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.