Vasen blomstrer

Kvalitet betyder mere end penge ved Bjerget i Sebbersund

SEBBERSUND:De er 12, og agter ikke blive flere. Kalder sig beskedent for "kunststudiekredsen Vasen", men består af en udsøgt flok af lokale kunstnere og enkelte udefra med evner til at udtrykke sig bedre end de fleste på deres måde, og så elsker de at sætte hverdagen til debat i et venskabeligt lag. Denne weekend er ingen undtagelse. Vasen udstiller i medstifter Christian Jeppesens anneks til sin private bolig på adressen Skipperstræde 3 i Sebbersund med udsyn til Bjerget, og udefra ser det så privat ud, at visse interesserede ikke vil være bekendt at banke på. - Det skal de dog bare gøre. Døren står åben, og er velkomne, fortæller Christian Jeppesen, der er produktiv næsten året rundt med hang til landskabsmalerier fra Sebber og omegn, men også gør sig inden for områder som keramik. Han bryder sig ikke om betegnelsen"galleri" for Vasens udstillinger. Føler, at "galleri" har noget med penge at gøre, og nok udbyder de 12 kunstnere flertallet af deres udstillede værker til salg, men omsætningen er ikke stor nok til, at den har voldsom betydning for de tolv medlemmers levebrød, og sådan skal det heller ikke være. - For os handler det mest om kvalitet. Derfor kalder vi os kunststudie-gruppe, for det er bestemt ikke alting, der kan kaldes kunst. heller ikke alt, der stammer fra vore hænder, men ind imellem sker det, at noget skiller sig ud fra mængden. Udstillingen er permanent hver dag, men Vasen skifter ofte ud, og om kort tid rejser Chr. Jeppesen til fynske Ærø for syvende gang, hvor han sammen med sin datter, kunstner Kirsten Jeppesen, og tre andre medlemmer agter af dygtiggøre sig på sydhavsøens folkehøjskole.. - Vi kan alle lære mere. Det bliver aldrig for sent.